Læs den her - Michail Michailovitj Bachtin

Röda Rummet
136
_____________________________________________________________
erkendelsesrelationer er dog den samme som i de konkrete intersubjektive
forhold. Også her må der ifølge Mead være tale om gensidig
anerkendelse: ”Das ist jene Identität, die sich in der Gemeinschaft
halten kann, die in der Gemeinschaft insoweit anerkannt wird, als sie
die anderen anerkennt” (citeret efter Honneth 2003a, s. 126). Problemet
i Röda Rummet er dog netop samfundsindividets manglende vilje
til gensidig anerkendelse og respekt. Deres anerkendelseskamp er
med Bourdieus ord i høj grad ”a struggle for distinction” og de intersubjektive
relationer derfor også præget af en asymmetrisk herreslave-logik
(Bourdieu 1984). 116
Strindbergs demaskering af det hykleriske, falske, korrupte, løgnagtige
og teatralske samfundsmenneske har et umiskendeligt rousseausk
præg og fungerer som en generel kultur- og samfundskritik –
som en kritik af inkongruensen mellem den moderne kapitalistiske
virkelighed og så magtelitens og kulturens opretholdelse af den gamle
idealistiske og kristne kulturs værdier og normer. Mere specifikt er
det dog også en kritik af det kapitalistiske samfundsmenneskes selvcentrerede
og forfængelige stræben efter ry, anseelse og ære og dets
heraf følgende ubændige trang til at sammenligne sig med andre. I
den forstand kan Röda Rummet betragtes som en socialantropologisk
roman – som et satirisk og kritisk studie af mennesket i sociale sammenhænge.
Hermed er affiniteten med anerkendelsesproblematikken
også antydet. Det sociale anerkendelsesbegær er da også et centralt
element i Rousseaus socialantropologi, hvorfor Röda Rummets
samfundskritiske Rousseau-diskurs uproblematisk lader sig forene
med mit hegelske anerkendelsesperspektiv. I Discours sur l’origine et
les fondemens de l’inégalité parmi les hommes fremstilles behovet for so-
lægning). I selvbevidsthedsafsnittet foregår en glidning fra en analyse af selvbevidsthed
til en analyse af historiske værener i konkrete historiske omstændigheder,
hvor de intersubjektive anerkendelsesrelationer følgelig ses i lyset af sociale og
politiske strukturer. Fokusskiftet til den historiske dynamik i sociale forhold skyldes,
at selvbevidsthedens fulde realisering i en gensidig og ligeværdig anerkendelsesrelation
(i Geist) ifølge Hegel er afhængig heraf. Ifølge Hegel er anerkendelseskampen
således historiens motor, drivkraften bag samfundenes historiske udvikling
fra slavesamfund til liberalt demokrati. Socialhistorien fremstår hos Hegel som
en lang anerkendelseskamp frem mod den gensidige og ligeværdige anerkendelsesrelations
realisering i den franske revolution, som ifølge Hegel er den konkrete
historiske og sociale manifestation heraf og dermed også historiens afslutning.
116 Denne ”struggle for distinction” er dog ikke nødvendigvis som i Röda Rummet
forbundet med asymmetriske herre-slave-forhold, men kan også have en positiv
værdi (jf. Honneth 2003, s. 127ff., 138ff. og 197ff., og Taylor 1994, s. 38f.).