Læs den her - Michail Michailovitj Bachtin

Röda Rummet
156
_____________________________________________________________
den traditionelt intersubjektive dramagenre (Fadren og Till Damaskus
I). 145 Faktisk er Falk fraværende i ca. halvdelen af romanen. Man kan
derfor med fordel betragte Röda Rummet som en roman med en rudimentær
polyfon struktur. Forskellige livsholdninger gestaltes i de
forskellige bohemehelte og dialogiseres via deres intersubjektive interaktion
og dialogiske sammenstød. Den polyfone roman er ifølge
Bachtin netop karakteriseret ved, at ideologierne personaliseres. De
forskellige ideologier eller idéer sættes dialogisk i spil i selvstændige
stemmer, som inkarnerer idéerne, som ’fødes ud af idéerne’ (Bakhtin
1984, s. 22-25, 31-32, 78-79 og 85ff.). 146 I den polyfone roman er det
dominerende i heltenes repræsenterede billede derfor den idé, der
styrer dem – ikke det biografiske, som i dannelses- og udviklingsromanen
(jf. s. 171 nedenfor). De er – ligesom også Röda Rummets bohemer
– ’idé-helte’. Som personaliseret er idéen dog ikke teoretisk
eller abstrakt repræsenteret og derfor heller ikke finaliseret, men netop
repræsenteret som en selvstændig persons semantiske position
eller, som det også udtrykkes, inkarneret i en konkret og levende
stemme og dennes dialogiske interaktion med andre stemmer. Som
påpeget tidligere taler Bachtin om dialogiserede ’stemme-idéer’, dvs.
idéer, der lever i og mellem bevidstheder (Bakhtin 1984, s. 89-90). I
den forstand er den polyfone roman ifølge Bachtin radikal forskellig
fra den traditionelle idéroman eller filosofiske roman.
I forlængelse heraf kan man i forhold til Röda Rum-kredsens centrale
personer tale om en åben og dialogisk forfatterholdning. I modsætning
til mange tekster i det efterfølgende forfatterskab ligger forfatterpersonen
– autor, som Bachtin kalder det – ikke inde med en endegyldig
monologisk sandhed. 147 Der gives ikke som i den monologiske
roman et objektivt og finaliseret tredjepersons standpunkt – et
fikseret monologisk synsfelt – der determinerer hele repræsentationen.
På trods af fortællerens udenforstående position og alvidenhed
er sandhedens position faktisk svær at få øje på i Röda Rummet. Autor
har tilsyneladende ingen løsning på modernitetens misere, som per-
145 Fælles for disse to dramaer er det subjektive perspektiv, der, som Peter Szondi
noterer, bryder med det klassiske dramas intersubjektive struktur og i stedet skaber
en mere episk ’Ich-Dramatik’ (Szondi 1996).
146 Jf. desuden hvad der allerede er sagt herom i analysen af Hjärnornas kamp s. 102f.
ovenfor.
147 Autor er Bachtins begreb for det, vi nu typisk med Booth kalder den implicitte
forfatter. En nærmere redegørelse for begrebet findes hos Schmidt 2003, s. 176, og i
Bachtin 2003, s. 303.