Læs den her - Michail Michailovitj Bachtin

Röda Rummet
114
_____________________________________________________________
og identiteten sårbar. Første dels fokus er affødt af afhandlingens
overordnede sigte med at blotlægge anerkendelsens dialogiske socialantropologi
i Strindbergs forfatterskab og udmønter sig i en række
tematiske analyser. I anden hoveddel af analysen vender jeg mig
mod det poetologiske. I denne dels første hovedspor vises, hvordan
Strindbergs dialogiske antropologi (og epistemologi) i forhold til bohemeheheltene
giver sig udslag i en rudimentær polyfon poetik, der
mere positivt kan forklare den løse struktur og persontegning, som
receptionen traditionelt har været meget kritisk overfor. Den løse,
åbne og sceniske struktur og persontegning beror dog også på romanens
satiriske form. Men eftersom den satiriske genretradition bl.a. i
kraft af disse træk udgør den polyfone romans generiske rødder ifølge
Bachtin, er der intet strengt modsætningsforhold heri. Både den
polyfone roman og den satiriske genre er i udpræget grad dialogiserede,
som vi skal se. Alligevel kan Bachtins polyfone romanteori dårligt
indfange Röda Rummets samfundssatire pga. det asymmetriske
og objektiverende forhold, der eksisterer mellem forfatter/fortæller
og helt i den satiriske diskurs. Anden dels andet hovedspor er et forsøg
på at rode bod herpå og poetologisk indfange denne væsentlige
dimension af romanen. Fokus er her på primært samfundskapitlernes
satiriske og humoristiske leg med og dialogiske orkestrering af
social forskelligsprogethed og individuel forskelligstemmighed. Det
skal vises, hvordan de andre også har en afgørende formskabende
betydning for sprog og stil i Röda Rummet på såvel fortæller- og karakterniveau
som på forfatterniveau. Dette indfanges via Bachtins
sproglige og stilistiske romanteori fra Ordet i romanen, der åbner op
for også at inddrage Röda Rummets monologiserende samfundssatire
i dialogiciteten. Det skyldes, at Bachtin her opgiver polyfonibegrebet
og dets stærkt etisk-normative og idealistiske opfattelse af det dialogiske
til fordel for det mere rummelige og plastiske begreb ’forskelligsprogethed’.
98 Hvor anden dels første hovedspor påviser en polyfon
dialogicitet i forhold til bohemeheltene, påviser andet hovedspor
en mere omfattende diskursiv dialogicitet, der også indlemmer samfundsrepræsentanternes
parodisk objektiverede diskurser og fortællerens
autoritative satiriske diskurs i romanens dialogiske flerstemmighed.
Bachtins diskursive eller, om man vil, sproglig-stilistiske
dialogicitetsbegreb foregribes dog, som vi skal se, delvis i Dostojevskijbogens
diskurskapitel, som giver plads til asymmetrier, og
98 Den etisk-normative dimension af Dostojevskijbogens poetik er et levn fra den
etiske filosofi i Author and Hero in Aesthetic Activity, og den forsvinder helt i det
efterfølgende forfatterskab.