Læs den her - Michail Michailovitj Bachtin

Röda Rummet
166
_____________________________________________________________
ner). Den dialogiske forfatterholdning er endvidere karakteriseret
ved, at forfatteren ikke finaliserer eller objektiverer heltene udefra,
men tværtimod lader dem fremstå som autonome og frie subjekter.
Forfatteren har ikke noget ’essentielt synsoverskud’, men blot et
”pragmatic, purely information-bearing ’surplus’ necessary to carry
forward the story” (ibid., s. 73). Desuden har han, hvad vi kunne
kalde, et ’dialogisk synsoverskud’, dvs. det synsoverskud, man altid
vil besidde i forhold til den anden i kraft af sin udenforstående position
(’outsideness’). Denne ’ekstralokalitet’ er ifølge Bachtin forudsætning
for genuin dialog – for hvad han kalder ”creative understanding”,
”active-dialogic understanding” eller ”live entering”
(Bakhtin 1986, s. 7. og 159f., og Morson & Emerson 1990, s. 53f.). I
modsætning til en blot ’fordoblende forståelse’ i fx empati, hvor to
stemmer smelter sammen i en (Bachtin 1984, s. 299), er der tale om en
forståelse, hvor man aktivt bruger sin subjektive og udeforstående
position til at bringe forståelsen videre – til dialogisk at uddybe, udvikle,
klargøre eller udfordre den andens semantiske position (fx ved
at stille spørgsmål, anfægte, provokere, polemisere, spotte, drille,
irritere, fornærme, besnakke, stryge med hårene osv.). 161
Bachtin understreger, at der naturligvis er tale om en ’relativ’ frihed
og uafhængighed, for i sidste ende er helten selvfølgelig et produkt
af forfatterens skabende bevidsthed (ibid., s. 64f.). Heltens frihed og
uafhængighed betyder derfor heller ikke, at de fuldstændig falder
uden for forfatterens kontrol. Tværtimod er det netop muligheden
for denne frihed og uafhængighed, der inkorporeres i forfatterens
polyfone design, som via et arsenal af nye kunstneriske greb og teknikker
giver helten en ny plads og derved skaber en ny litterær form
(ibid., s. 13). Der er ifølge Bachtin tale om en ny måde at repræsentere
eller visualisere mennesker i litteraturen. Han taler om at repræsentere
selvbevidstheder eller personligheder frem for karakterer.
Vejen hertil går via den ikke-objektiverende og ikke-finaliserende
forfatterholdning, som giver helten frihed til at udfolde sin semantiske
position i overensstemmelse med sin egen iboende logik, og som
desuden retter alle væsentlige beskrivelser, karakteristikker, definitioner
osv. dialogisk til helten – dvs. lader dem indgå i hans synsfelt
161 Bachtins skelnen mellem aktiv og fordoblende forståelse har en sproglig eller
stilistisk parallel i hans skel mellem parodi (dialogisk sammenstød mellem to
stemmer/intentioner) og imitation/stilisering (sammensmeltning af to stemmer). At
parodien er den dominerende stilistiske figur i Röda Rummet peger således også
mod det dialogiske lag (herom senere).