Del II - Foreningen Jysk Børneforsorg

Umiddelbart en stor lighed i tildelingen til hhv. beboerne og søstrene, men de ansattes værelser
synes mere stuepræget i kraft af divanen og kurvestolen. Til gengæld havde pigerne mulighed for
med købet af servanten at gøre deres daglige toilette inde på værelset. Møblerne til daglig- og spisestuen
blev bestilt fra Seden Enggaards lærlingehjem nær Odense, mens man til kontoret nøjedes
med billige, brugte møbler. Det øvrige bohave blev indkøbt i Esbjerg, idet et bestyrelsesmedlem fik
gode procenter hos vedkommende forhandler.
Heller ikke gulvtæpper blev det til. I stedet blev der bevilget linoleum til dagligstuen, ligesom
opvarmningen af overetagens mange værelser alene kom fra de opstillede ovne ude på midtergangen.
Det var derfor så som så med den enkeltes privatliv trods alle gode hensigter med tildelingen af
eneværelserne. Åbne døre var en simpel nødvendighed i vinterhalvåret, hvis ikke beboere skulle
”forgå” af kulde.
Indvielsesdagen i Handbjerg den 11. november 1926 indledtes, som det efterhånden var en gældende
regel, med et bestyrelsesmøde, hvor det hurtigt stod klart, at overslag og honorarer var overskredet
med godt 1.250 kr. Alligevel godkendtes regnskabet, idet arven efter Jensine Madsen blev
taget i anvendelse efter afdødes eget ønske.
Herefter tog selve festligheden sin begyndelse med gudstjenesten i Handbjerg Kirke, hvor pastor
Berthelsen talte over Zak.4,6: ”Ikke ved Magt og ikke ved Styrke, men ved min Aand, siger den
Herre Zebaoth” (hæbraisk/Hærskarers Herre), hvorpå man atter samledes i hjemmets rummelige
stueetage, hvor Berthelsen igen talte. Denne gang over Matt.18,11: ”Menneskesønnen er kommen
for at søge og frelse det fortabte”, idet han sluttede med indvielsen af ejendommen i den hellige
treenige Guds navn.
Vel indviet fortsatte det hyggelige samvær i de pyntede stuer, der var fyldt med udenbys gæster
og lokale gratulanter fra de omkringliggende samfund, som med pastor Brask fra Ryde, i spidsen
bød fredehjemmets beboere og ansatte velkommen til egnen.
Også overinspektøren for optagelseshjemmene, O. Skjerbæk havde på denne festdag begivet sig
helt til Handbjerg, for at udtrykke sin anerkendelse af fredehjemsagens resultater, men en særlig
gave til hjemmet var alligevel vennernes pengegave på 201,65 kr. Penge, der alene var indkommen
ved salget af den trykte sang (jf. i den gamle ”Hjemlandstoner”): ”Sæt mig, saa jeg ser dig Jesus”.
Trods den udprægede spartanske levevis på stedet skulle netop dette beløb ganske ekstraordinært
anvendes til indkøb af sølvbestik.
Men snart indfandt dagligdagen sig i Handbjerg ganske som på bestyrelsens øvrige hjem, Østergaard
og Sølund. Allerede ved årets slutning havde 12 kvinder taget bolig på hjemmet, og trods de
ellers tidligere overvejelser mht. aldersspredningen på stedet, var den fortsat stor. Tallene afslørede
otte kvinder mellem 14-20 år, en mellem 21-25 år, to mellem 26-30 år samt en enkel på 46 år. Der
er ingen tvivl om, at spørgsmålet om en opsplitning af kvinderne, med overflytningen af de ældre
og ældste beboere til et anneks trængte sig stadig mere på.
Året 1926, et vigtigt
højdepunkt på flere måder
Åbningen af Handbjerg Fredehjem i 1926 blev endnu et højdepunkt for fredehjemsagen, men også
for tidens tilhængere af racehygiejnen var året betydningsfuldt, idet den i folkemunde så ofte omtalte
”sterilisationskommission” afgav sin betænkning.
Et faldende børnetal blandt den velfungerende del af befolkningen og Verdenskrigens udryddelse
af millioner af sunde og formeringsdygtige unge mænd havde givet næring til mange danskeres
frygt for, at samfundets ”bundfald” ville vokse hæmningsløst og til sidst kvæle civilisationen. Tan-
__________________
80