Del II - Foreningen Jysk Børneforsorg

Som Wildenskov opridsede, var der adskillige ”fejlbilleder”, undersøgerne altid burde være på
vagt overfor, og han indrømmede, at selv trænede undersøgere til tider måtte opgive. Alligevel fastholdt
Wildenskov, at fejlkilderne spillede så sjældent ind, at man med fuld ret godt kunne sige, at
IK-målingerne var det mest pålidelige grundlag, man havde, for bedømmelsen; åndssvag eller ej.
Det havde således vist sig at være overraskende vigtigt, at grænsen mellem lettere åndssvage og
sinker lå ved IK 75. Tvivlstilfældene burde henvises til fredehjemmene, men det havde vist sig, at
disse institutioner ofte havde måttet bøje sig for kravet om at få hjemgivet den unge, hvad der senere
havde vist sig at være forkasteligt.
Hertil ville docent R.H. Pedersen dog hævde overfor overlægen, at først og fremmest miljøet
måtte fremhæves som en fejlkilde ved IK-målingerne. Om et barn var åndssvagt eller ej var i mange
tilfælde en skønssag. I det hele taget skulle man efter Pedersens mening ikke tage IK-målingerne så
højtideligt, som man hidtil havde gjort. Selv om de selvfølgelig også havde deres værdi.
Flere tilstedeværende lærere blandede sig i debatten, vel ikke overraskende, idet Wildenskov
havde udtalt, at skolen svigtede omkring bedømmelsen af børnene. Overlærer Edvard Nielsen,
Gladsaxe, havde da også bemærket, at Wildenskov selv var i tvivl. Herskede der således nogen tvivl
hos overlægen? Var det ikke mærkeligt, at man tvivlede på testenes værdi i børneværnene? I virkeligheden
kunne ingen test erstatte den direkte samleven med børnene selv. Kollegaen, Johs. Pedersen
fra Rødovre, var enig. Lærerne havde ofte forstået at danne sig et billede af, hvorledes børnene
kunne klare sig ude i livet, og den bedømmelse var mindst lige så vigtig som målingen af intelligensen.
Flere var således utilfredse med, at kendelserne skulle bygge på en isoleret intelligens. Testene
burde i stedet underbygges af folk, der til daglig levede sammen med barnet og derigennem fandt
ud af dets indhold, men som også forstander Knudsen fra Roskilde Hvile bemærkede. Dertil krævedes
tid. Mere tid end man ofte forstod fra børneværnenes side, hvorefter Knudsen kom med denne
opfordring: ”Vi skal arbejde i Samarbejde med Psykiateren, som er afhængig af vor Dom.” Ønsket
om mere samarbejde var et gennemgående træk i dagens drøftelser, mens andre skolefolk bl.a. havde
bidt mærke i testenes anvendte billedstof, hvilket skoleinspektør Arnvig betegnede som ”mærkværdig
gammeldags.”
Til stede denne dag i Odense var tillige overinspektør Skjerbæk, der nok mente, at IK-testene for
øjeblikket var et af de bedste hjælpemidler man havde til rådighed i bedømmelsen åndssvag ikke
åndssvag, men han måtte alligevel henstille til eksperterne, at det ville være af stor betydning, hvis
man blandt lægerne kunne komme til enighed om de anvendte udtryk. De vilkårlige anvendelser
skabte forvirring og utryghed.
Heller ikke Skjerbæk undlod at inddrage fredehjemmenes arbejde på mødet. Der måtte udvises
lidt tålmodighed med dem. Hvis der således fra åndssvageforsorgens lægers side var nogen skepsis
overfor fredehjemmene, måtte lægerne forstå, at det endnu var noget nyt indenfor Børneforsorgen,
og at disse hjem endnu savnede den støtte, de burde have fra psykiatrisk uddannede læger.
Ved mødets slutning kunne daværende socialminister Ludvig Christensen opsummere. Han forstod
udmærket den modsætning, der var opstået omkring emnet; intelligenstestene, mellem børneværnene
og åndssvageforsorgens læger. Christensen var dog overbevist om, at et afholdt møde som
dette i Odense havde sin betydning derved, at både børneværnene og lægerne ved at tale rent ud om
problemerne, kom til at forstå hinanden bedre. Ministeren forstod, at der var forskellige spørgsmål
indenfor børneforsorgen, som trængte til en løsning. Ministeriet var allerede i færd med at løse problemerne,
men navnlig af hensyn til landets uheldige økonomi, 1930’ernes depression, måtte man
ikke forvente, at spørgsmålene blev løst på én gang.
__________________
111