Del II - Foreningen Jysk Børneforsorg

”Der er ganske vist foretaget talrige Undersøgelser for at naa til en exakt Inddeling af Skolebørn
efter Intelligensen, og der er gjort mange Forsøg paa at opstille Skalaer herover. Men Udgangspunkterne
ved disse Undersøgelser, Fremgangsmaaden og Resultaterne er saa forskelligartede, at
man næppe tør benytte dem til en praktisk brugbar Besvarelse af det foreliggende Spørgsmaal.”
Efter ministerens mening fik man et langt bedre grundlag ved at gå ud fra den deling af børnene
efter deres evner, som skolevæsenet gennem årelange forsøg var nået frem til at anvende i det praktiske
arbejde. Skolevæsenet i hovedstaden anvendte en sådan deling i hhv. normalklasser og værneklasser,
og for Rubow gav det som udgangspunkt et pænt skøn over antallet af unge mennesker, der
måtte henregnes til kategorien ”svagt begavet ungdom”. For hele landet således anslået til godt
4.200 personer.
Heldigvis trængte langt fra alle til et særligt for dem indrettet værn i ungdomsårene, men der
ville være unge personer, som desværre kom fra dårlige hjem, og således manglede den tilstrækkelige
støtte. Det gav dårlige fremtidsudsigter, men hvor denne kombination; hjem/støtte fandtes, der
lå også efter Rubows mening fredehjemmenes vigtigste virkefelt.
Hjemmenes spartanske drift,
en klar gevinst
Mange ville måske mene, at man allerede i Værgerådslovens eksisterende skole- og ungdomshjem
havde udmærkede institutioner, som kunne tage sig af disse unge. Hertil måtte ministeren bemærke,
at dette i nogen grad beroede på en fejlagtig opfattelse af hensigten med disse skole- og ungdomshjem.
Rubow havde set, at de stærkt underbegavede piger på et sådant hjem modtog en mængde boglig
viden bl.a. indenfor fysiologi og samfundslære, hvilket var helt absurd. Hvordan kunne det gå så
galt? Hvad var årsagen hertil? Selv peger Rubow i sin artikel på ”omstændighedernes magt”, da
man i virkeligheden ikke havde andre steder at anbringe disse svagt begavede, vanskelige piger end
på et ”veludstyret” opdragelseshjem.
Ikke mindst Værgerådslovens udformning var skyld i dette. Denne absurde udvikling beroede på
to bestemte forhold: ”Det ene er det, at Værneraadsloven ikke synes at kende Begrebet svagt begavet
Ungdom og dertil meget lidt at regne med en betydende aandssvag Gruppe indenfor denne
Ungdom. Værgeraadslovens § 16a omfatter Børn med en særlig vanskelig Karakter og Børn, der
har udvist en meget slet Opførsel, men man synes helt at have glemt den talrige og saare vigtige
Gruppe, der omfatter underbegavede eller aandssvage Børn.” Det andet forhold, der havde været
bestemmende for denne uheldige brug af et ungdomshjem, var pladsmanglen på åndssvageanstalterne.
Ganske vist fik værgerådene og opdragelseshjemmene en hel del at gøre med disse unge mennesker,
men det var vel at mærke først, når den svage begavelse havde medført en så ussel opførsel, at
de unge af den grund kom under værgerådslovens § 16a og måtte fjernes fra hjemmet.
Rubow var forfærdet over tingenes tilstand på ovennævnte ungdomshjem (navnet oplyses ikke), der
tilmed havde vist sig at være landets dyreste både mht. kost- og personaleudgifter. Foruden lederen
var der ansat fire lærerinder, alle tjenestemandslønnede, samt underordnet personale til opdragelse
og belæring af pigerne.
Det var spild af midler, når man vidste, at hovedparten af den boglige lærdom prellede af på de
svagtbegavede og åndssvage piger, hvis undervisning snarere burde bestå i oplæring til manuelt
arbejde. Og sundhedsministeren sammenlignede med tre større fredehjems udgifter (navnene oplyses
ikke). En sammenligning, der absolut faldt ud til fredehjemmenes fordel: ”Udgifterne på Ungdomshjemmet
var altsaa henimod 3 Gange større end paa Fredehjemmene. Gennemsnitlig for samt-
__________________
89