Del II - Foreningen Jysk Børneforsorg

Lægen ville orientere ministeriet om dagens drøftelse. Han mente samtidig, at sagen kunne ordnes
således, at fredehjemmene antog en psykiater som konsulent for bestyrelsen - f.eks. dr. Larsen
fra Brejning, idet tidligere omtalte fru Block-Hjorth ikke var decideret psykiater, men åndssvageuddannet.
At Wildenskov netop foreslog en lokal ”Brejning-specialist” er nok ingen tilfældighed. Med
dr. Larsen som konsulent ville anstalten kunne modtage megen intern viden om fredehjemsagens
kvinder.
Bestyrelsen forsvarede dog fortsat sin selvstændighed. Dette bemærkedes tydeligt i forbindelse
med det ekstraordinære bestyrelsesmøde på Missionshotellet i Århus den 5. december 1929. Her var
også fru Bodil Block-Hjorth tilstede, idet hun på dette tidspunkt havde fået overdraget tilsynet med
alle fire fredehjem. Ledelsen havde altså ikke rettet sig efter Wildenskovs råd mht. ansættelsen af
dr. Larsen fra Brejning. I stedet havde bestyrelsen nu modtaget en henstilling fra såvel overinspektionen
for opdragelseshjemmene, Sundhedsstyrelsen som ministeriet. Denne gang gjaldt det ansættelsen
af sygeplejeuddannet personale. Hertil måtte mødedeltagerne hævde, at man ikke ville forpligte
sig til ansættelsen af sygeplejeuddannede medhjælpere på hjemmene, men skulle én sådan
egnet person ansøge en ledig stilling, ville man selvfølgelig gerne antage hende.
Om perioden 1925-31 konkluderede formanden J. Chr. Berthelsen i jubilæumsåret 1931: ”Men da vi i 1925
ansøgte Indenrigsministeriet om Statsanerkendelse navnlig for at sikre uformuende Piger og deres Forsørgere
den Begunstigelse, som Fattiglovens § 61 giver aandssvage, sindssyge, døvstumme, blinde og Epileptikere, og
da vi i 1928 ansøgte Sundhedsministeriet om forøget Driftstilskud i Anledning af Oprettelsen af vort 4. Fredehjem,
saa maatte der føres mange og lange Forhandlinger gennem flere Aar for at faa klaret Begrebene, om
Fredehjems Alumner kunde kaldes aandssvage eller Sinker, og hvilke Piger Fredehjem kunde og maatte tage
imod. Det var ikke let at opnaa Enighed, nærmest fordi vort højt udviklede, moderne Aandssvagevæsen afgrænser
de aandssvages og Sinkernes Gruppe noget anderledes, end vi populært gør det, idet vi lægger mere
Vægt paa de praktiske og sociale Muligheder end paa Intelligensmaalinger.” 2
Ventetiden, vanskelig,
lang og krævende
Året 1929 ebbede ud, men allerede den 8. januar 1930 mødtes de implicerede parter. Forsamlingen
talte for fredehjemmenes vedkommende: Berthelsen, Lauritzen og fru A. Neergaard, for overinspektionens,
inspektør Skjerbæk og for åndssvageforsorgens Wildenskov. Drøftelserne, der hovedsagelig
drejede sig om den fortsat udeblevne tilskudsordning, foregik på Missionshotellet i København,
og atter benyttede repræsentanterne fra bestyrelsen lejligheden til at pointere kravet om selvstændighed.
Man havde principielt intet mod et specialisttilsyn, særlig af en kvinde, ligesom man
selvfølgelig ikke ville udsætte et sådant tilsyn for noget pres, men man ønskede alligevel ”rimelige”
fastsatte grænser indenfor hvilke, bestyrelsen kunne bevare selvstændigheden og dermed undgå
yderligere tilsyn af andre åndssvageeksperter.
Desuden blev Wildenskov direkte spurgt, om der virkelig fandtes nogen ministeriel skrivelse
med krav om, at fredehjemmenes klientel skulle begrænses til sinker efter videnskabelig definition.
__________________
99