Del II - Foreningen Jysk Børneforsorg

Forpagtningsaftalen ville imidlertid udløbe den 1. april 1921, og måske var tiden snarere inde til
at få afsat en større del af Sølunds 43 tdr. land? Var der blot 5-10 tdr. land tilbage, kunne fredehjemmet
stadig holde et par køer, en mindre hest og nogle få grise. Et antal dyr, pigerne sagtens
selv kunne passe, og hjemmet ville fortsat blive forsynet med egne have- og landbrugsprodukter.
Det var dog svært at få afsat jorden til en rimelig pris. I stedet enedes bestyrelsen om at søge forpagterboligen
på Sølund indrettet til vaskeri, stryge- og vævestue. På den måde kunne indtjeningen for
Sølunds vedkommende øges, idet erfaringerne fra Østergaard omkring disse tiltag var gode. Derfor
anbefalede ledelsen, at både forstanderinden Valborg Rasmussen og søster Ingeborg tog sig et kursus
i vævning, for derefter at indkøbe en væv til foreløbig brug i den gamle arbejdsstue. Det varede
da heller ikke længe før vævningen slog an både blandt kvinderne på Sølund og kunderne rundt om
i landet, men trods den ihærdige indsats lykkedes det ikke at rette økonomien op, selvom man endnu
en gang hævede plejepengene med 100 kr. til 600 kr. årligt.
Den 29. oktober 1920 måtte kasserer Hansen med stor sorg meddele resten af bestyrelsen, at
decemberterminen hastigt nærmede sig, men kassen var tom. Der var nu kun den mulighed tilbage
på ny at udsende et indtrængende opråb ud til sogne og kommuner om tilskud til sagen, og hvor
nødigt man end ville, måtte man søge om statsstøtte, men fortsat kun, hvis dette kunne ske uden
ulempe for fredehjemsagen som f.eks. generende tilsyn.
I starten af december tiltog krisen for alvor. Det udviklede sig til en regulær kamp om overlevelse,
hvorpå der blev appelleret intenst til vennerne især indenfor Missionen, der endte med endnu en
gang at støtte op om projektet. Bl.a. trådte brødrene Nielsen i Store Karleby til med et billigt lån på
20.000 kr., samtidig med at gavekontoen steg betydeligt.
De gode takter betød, at kasserer Hansen allerede den 10. februar 1921 kunne meddele bestyrelsen,
at alt var betalt. Stillingen var den, at kassebeholdningen for øjeblikket viste et plus på godt
3.000 kr.
Chr. Kellers stigende
interesse for hjemmene
Der var nu gået næsten to år siden Sølunds indvielse, og der tegnede sig efterhånden et godt billede
af hjemmets beboere – sammenligneligt med pigerne på Østergaard. Som udtalt i sommeren 1920
var ”typen” nok den samme. Dog havde evnerne måske været nok så små hos pigerne på Sølund,
hvor en del beboere led både under egne og forældrenes synder. Således var pigen ”E.B.” for nylig
ankommet til hjemmet. Et udpræget ”fredehjemsbarn” efter papirerne at dømme, et barn ud af ti
uægte børn med en ikke fuldt normal moder, desuden havde en søster til ”E.B.” yderligere sat 5-6
uægte børn i verden.
Uden tvivl havde nogle af pigerne på Sølund været for ringe at have boende, andre formentlig
for gode. Alligevel skulle bestyrelsen sikkert være varsom med at lade selv de bedste af beboerne
komme for tidligt bort fra hjemmets tryghed. De allerfleste ville næppe nogensinde ”kunne blande
sig i livet”. Afrejserne fra fredehjemmet ville derfor blive for få, hvorfor en hel del kvinder måtte
afvises og som regel henvises til åndssvageanstalterne eller sindssygeanstalterne. For de stakkels
pigers skyld måtte der oprettes mange flere fredehjem.
Nogle få beboere ville dog godt ”kunne blande sig i livet”. Derfor drøftede bestyrelsen på mødet
den 10. februar 1921 også mulighederne for at få det ordnet således, at der kunne blive tale om, at
dette fåtal af beboere - de mest duelige og pålidelige - efter et længere ophold på hjemmet, kunne
arbejde ude, eller de på anden vis kunne opnå en større selvstændighed.
Inden disse drøftelser i februar måned 1921 havde overlæge Chr. Keller fra anstalten i Brejning
imidlertid henvendt sig til pastor Berthelsen. (jf. brev af 1. januar 1921). Overlægen havde siden
__________________
67