Del II - Foreningen Jysk Børneforsorg

selvstændighed,. Desuden fandt ministeriet det tilstrækkeligt, at bestyrelsens valgte læge fungerede
som hidtil. Bestyrelsen udtalte tilfredshed med den årlige tildeling frem for at modtage et tilskud pr.
alumne, som det var tilfældet mht. åndssvageanstalterne.
Altså havde ministeriet ikke godtaget alle Kellers ønsker. Anbefalingen af statsstøtte havde nok
fået Kellers velsignelse, men det lægelige tilsyn kom ikke anstalterne i hænde. Tilsynet fortsatte
med at hvile på de af fredehjemmenes udpegede læger, ligesom tilskudsmåden nu også afveg fra
åndssvageanstalternes. Professor Keller kunne umuligt være helt tilfreds med resultatet. Han havde
stadig ingen indflydelse på selve ”sorteringen” af fredehjemspigerne.
Keller stillede herefter (jf. skrivelsen af 14. juli 1921) fredehjemmenes bestyrelse et direkte forslag
om et samarbejde mellem hjemmene og åndssvageforsorgen. Dette skete efter tilskyndelse fra
undervisningsminister Appel, og bestyrelsen forhandlede efterfølgende med Keller. Kontakten foregik
både mundtligt og skriftligt, men resultatet forblev negativt, idet bestyrelsen udtalte, at den
ikke turde binde sig til noget vedtægtsmæssigt samarbejde med åndssvageanstalterne. Ledelsen ønskede
som hidtil, at arbejdet på dens to hjem blev betragtet som et stykke selvstændigt menighedsarbejde
med fuld handlefrihed i overensstemmelse med de vedtagne regler, og fabrikant Henrik
Hansen skulle ved førstkommende lejlighed meddele Keller denne beslutning i spørgsmålet om
samarbejde.
Alligevel stoppede Chr. Keller ikke sin interesse for at sikre sig ”en større andel” af fredehjemmenes
beboere. Flere gange var hans tanker og forslag blevet fravalgt, men takket være de bevarede
forhandlingsbøger kan det ses, at han stadig forsøgte at øge åndssvageforsorgens indflydelse. På
forretningsudvalgsmødet den 14. september 1921 billigede udvalgsmedlemmerne således den af
professor Keller accepterede tilføjelse til reglerne for optagelse og ophold på fredehjem. Ordlyden
skulle herefter være: ”Efter nogle Aars Ophold og Uddannelse paa Fredehjem bør de Piger, som
skønnes egnede dertil, søges anbragt i privat Pleje eller Tjeneste under Fredehjems Tilsyn, hvorimod
de Piger, som snart eller senere viser sig at være uskikkede til Ophold paa Fredehjem bør
overføres til Aandssvageanstalt eller andet passende og Betryggende Sted.” 4
Fredehjemsagen beholdt altså sin selvstændighed, og et egentligt vedtægtsmæssigt samarbejde
blev afslået. Bestyrelsen bevarede dermed fortsat retten til at vurdere den hensigtsmæssige placering
af klienterne. Ordene ”bør” i stedet for ”skal” er i den forbindelse interessante. Adskillelsen
mellem de to parters klientel var fortsat i manges øjne ikke defineret tydelig nok, og flere mente
efterhånden, at intelligenstestene kunne være et godt redskab i adskillelsesprocessen.
Internt i bestyrelsen vurderede man på baggrund af den nye ordlyd for optagelse og ophold, at
fredehjemmenes opgave herefter nærmest blev begrænset til at optage sådanne yngre sinker, der
efter nogle års ophold og uddannelse på fredehjemmet kunne udgå til privat anbringelse og tjeneste.
Spørgsmålet om pigerne i privat tjeneste optog derfor bestyrelsesmedlemmerne en del efter vedtagelsen
af de nye regler den 28. oktober 1921.
I ledelsen var man således enige om, at fortsætte arbejdet med at anbringe de dertil egnede kvinder
i privat tjeneste eller pleje under det pågældende fredehjems/plejemoders beskyttelse, men anbringelserne
udenfor fredehjemmet var på ingen måde problemfrit. Ved anbringelsen i private hjem
ophørte fredehjemmets juridiske ansvar overfor den pågældende kvinde. Det samme gjaldt retten til
at oppebære nogen betaling for hende.
Snarere påpegede pastor Berthelsen, at de anbragte kvinder i virkeligheden burde have et pengetilskud,
idet kvinderne ikke helt kunne tjene til deres ophold. Disse beløb burde i så fald uddeles via
plejemødrene, men det var atter en ekstra udgift for sagen. Desuden så formanden gerne, der stod en
plads ledig på fredehjemmet indtil et ½ år efter vedkommendes afrejse i tilfælde af, forsøget på udstationeringen
ikke fik det tilsigtede resultat. Der skulle i sådanne tilfælde betales normalt bidrag for
den pågældende beboer, men ønskede man hverken fra offentlig eller privat side at yde betalingen,
måtte pladsen tildeles en anden klient.
__________________
69