Del II - Foreningen Jysk Børneforsorg

Med gunstigt prisniveau
følger berettigelsen
På baggrund af de modtagne opgørelser og beretninger kom sundhedsministeren til det resultat, at et
system med fredehjem som skitseret i et samarbejde med skolevæsenet på flere områder ville være
gavnligt for landets opdragelsesvæsen. Man ville på et tidligt tidspunkt og under betryggende forhold
kunne få anbragt en ungdom, der, hvis den alene blev overladt til sig selv, uvægerlig ville fordærves
og for samfundet blive ”en Kilde til Ulykke og Formering med endnu flere byrdefulde Minusindivider.”
Men fjernede man disse minusindivider fra opdragelseshjemmene, ville denne aflastning få væsentlig
betydning. Hele undervisningsniveauet kunne højnes og arbejdstempoet øges. Opdragelseshjemmene
ville med andre ord komme til at virke efter deres hensigt, som var af vanskelige børn at
fremskaffe en værdifuld ungdom, mens man af åndssvage og meget svagt begavede overhovedet
ikke kunne skabe en værdifuld ungdom, hvorpå ministeren konkluderede: ”Det kan aldrig være nogen
Skade at se Sandheden lige i Øjnene. Og Sandheden er den, at Forholdene har medført, at Opdragelseshjemmene
er blevet bebyrdede med mange Elever, som overhovedet ikke lader sig opdrage.
Hvorfor da ikke skille sig af med disse, naar det kan ske under i øvrigt betryggende Forhold, og
rimeligvis uden nogensomhelst forøget udgift for det offentlige.”
En samtidig beretning fra bestyrelsen af Værneforeningen for svagt begavet ungdom i hovedstaden,
skrevet af kommunelærerinde Ingeborg Erlang, fortæller bedre end mange ord og teoretiske
overvejelser om Rubows skitserede system. Ifølge Rubow afslørede Erlang klart, hvordan det var
gået gruppen af svagt begavede piger, efter at Værneforeningen havde måttet slippe dem. Det drejede
sig om i alt 123 udgåede piger. Heraf var ti helt forsvundet, tre var døde, mens 20 havde klaret
sig ”godt”. De kunne tjene til livets ophold. Desuden klarede 45 sig ”middel”, da de fik hjælp fra
deres hjem eller havde invaliderente, mens de sidste 45 klarede sig ”dårligt”. De fik alene hjælp af
det offentlige, f.eks. på Ebberødgaard, mens andre var meget fattige eller på vej til at gå til bunds.
Socialministeren var ikke i tvivl. Ingeborg Erlangs beretning var bestemt lærerig, og han fik i
høj grad bestyrket sin opfattelse, nemlig, at fredehjemmene havde deres store berettigelse indenfor
børne-/ungeforsorgen.
Kunne man gennemføre det skitserede system var Rubow ikke længere i tvivl. Man ville kunne
stoppe en af kilderne til fordærvelse, prostitution og sygdom og til formering af befolkningen med
endnu større skarer af underbegavede, ulykkelige børn, men gennemførelsen krævede unægtelig
forståelse og samarbejde mellem de interesserede parter.
Loven fremsættes,
tilhængeren Wildenskov
Socialminister Victor Rubows fokusering på Fredehjemmenes arbejde og deres beboere bør ikke
mindst ses i lyset af det fremsatte lovforslag i Folketinget (oktober 1928), der i al væsentlighed følger
kommissionens udtalelser fra 1926. Det fremsatte sterilisationsforslag havde opbakning fra
samtlige partier i Folketingets partier. Kun otte medlemmer stemte imod, og kun to i Landstinget.
De ti modstandere var hovedsagelig teologer tilhørende Det konservative Folkeparti, men uden for
Christiansborgs mure faldt der adskillige kritiske kommentarer, især fra kirkelige og medicinske
kredse.
Med sterilisationslovens vedtagelse var Danmark pludselig blevet førende i Europa på dette felt,
hvis man for et øjeblik vælger at se bort fra den mindre svejtsiske kanton, Vaud. Dog var amerika-
__________________
92