Del II - Foreningen Jysk Børneforsorg

kendelsen i henhold til lovens § 66-67 bl.a. var Sundhedsstyrelsens og Sundhedsministeriets godkendelse
af de lokale forhold, en indsigt i belægningstal, plejepersonalets tal og uddannelse, lønnings-
og personregulativer, regnskabsform og revisorforhold. Desuden skulle ministeriets tilsynsførende
aflægge uanmeldte besøg.
Accepterede bestyrelsen, ville vedtagelsen af socialloven medføre en betydelig kontrol med fredehjemmenes
daglige drift. Fenger rådede i denne situation bestyrelsen til at søge en ordning med
åndssvageforsorgen, således at der blev stillet et vist antal pladser til rådighed for forsorgen på
Østergaard, Sølund og Handbjerg. De tre hjem ville da modtage beboere, som i betalingsmæssig
henseende kunne kaldes åndssvage.
Parterne forhandlede, og på bestyrelsesmødet den 20. oktober 1933 blev man enige om at prøve
kontorchefens nævnte udvej for de tre hjems vedkommende, mens bestyrelsen ville forsøge at få
Holmstrupgaard anerkendt under Børneværnet. Dermed endte forhandlingerne, og fremover ændredes
opgaverne på det enkelte hjem, da forholdene måtte tilpasses den nye lovgivnings krav for at
opnå statsanerkendelse og dermed tilskud.
Pastor Berthelsen argumenterede ellers stærkt for, at hjemmene skulle forblive uden for statens
nye tilskudssystem, men det accepteredes ikke af ministeriet. Resultatet blev, at fredehjemmene
blev godkendt ud fra separate paragraffer i lovgivningen. Sølund og Handbjerg modtog herefter
klienter visiterede gennem åndssvageforsorgen. Opholdet skete under betegnelserne ”ventelisteforsorg”
og ”ophold i kontrolleret familiepleje.” Derimod anerkendtes Holmstrupgaard efter § 157 i
Loven om offentlig forsorg til at modtage piger i alderen 14-17 år (evt. 21 år). Pigerne visiteredes
gennem Børneforsorgen, og Holmstrupgaard var herefter ”underskudsdækket”, idet staten betalte
for klienter over 15 år efter et forud lagt budget, og udbetalingen fandt sted gennem Landsnævnet
for Børneforsorg. Endelig blev Østergaard, som det eneste af bestyrelsens fire hjem, frit stillet uden
overenskomst.
Tvangssterilisationerne,
en del af hverdagen
K.K. Steincke omtales som ”arkitekten” bag 1933-loven, og de racehygiejniske ideer blev et integreret
led i den socialpolitiske reform. Baggrunden var bl.a. det tidligere omtalte kommissionsarbejde,
som flere af landets førende forskere fra den lægelige (eks. Keller og Wildenskov), naturvidenskabelige
og juridiske verden deltog i. Snart havde alle folketingets partier været parate til at
acceptere racehygiejniske argumenter som begrundelse for gennemførelsen af sterilisationsloven af
1929. Kun enkelte medlemmer stemte imod. Sterilisationen var vel at mærke baseret på frivillighedsprincippet,
men dette ændredes væsentligt med vedtagelsen af sterilisationsloven af 1934, da
muligheden for tvang indfandt sig i lovgivningen. Alligevel voldte vedtagelsen ingen problemer.
Kun ét folketingsmedlem stemte imod, tre i Landstinget.
Det var nu hovedtanken i 1934, at den åndssvage skulle udskrives. Ja, udskrivningen blev ifølge
Claus Øgendahl ligefrem gjort betinget af sterilisation. 7 Året før havde den tyske rigsdag gennemført
sin sterilisationslov, som vakte stor begejstring herhjemme. Nu fulgte danskerne så efter, og
racehygiejnen herhjemme fik en pæn opblomstring i løbet af 1930’erne, ganske som den gjorde i en
række andre vestlige lande.
Som Lene Koch (mangeårig forsker i den hjemlige racehygiejne og tvangssterilisations historie),
skrev i ”Ugeskrift for Læger” (2000), så udgjorde de åndssvage den største risiko. Blandt disse
var de lettere åndssvage den allerstørste og akutte fare for befolkningskvaliteten, fordi det var deres
lidelse, der var stærkest arvelig, men samtidig var de lettere åndssvage de sværeste at få ”kontrol”
med.
__________________
109