Danske Studier 1920

110
H. F. FEILBERG
for enden slet ingen bom fødes (sts 330) eller efter en anden spådom
: kun piger fødes (Birl. I. 180). Derfor sporger Dannhiiser i
Venusbjærget, om der endnu fødes drenge, så er tiden ikke kommet
(Schw. Volksk. XIV. 183).
Kårene for mennesker bliver overmåde svære: der vil blive
så få troende katoliker tilbage, at de kan hvile i skyggen af et
pæretræ eller dækkes af et kortblad, og dødsriget vil give sjælene
tilbage 1 .
Det ufattelige vil ske. Herrens legemsfest og St. Hansdag vil
mødes. Sommeren bliver kort eller giver helt tabt overfor vinteren
(Schonw. III. 330 flg.).
Endnu nævner jeg tegn, som ikke her angår os: når en svane
taber ring af sit næb (Gr. Myth. s. 400), et kæmperibbens sidste
stump falder (Gr. Sagen k. 141), vægtens skæve tunge på et mindesmærke
af sten retter sig (nr. 295) 2 . Alle dyr samles, dommes, vidner
mod mennesket (Birl. I. 182); ulvinden bag alter i Ruperlskirken
dier sine unger, jomfruen på Ringelkappe gdr sidste sting på særk
(Sepp, Altb. S. 634).
Hvor mange og mærkelige end tegnene er, der varsler, de er
jo såre uensartede, ét er der blandt dem, som atter og atter mødes,
et træ, hvortil store begivenheder knyttes. Det mødes som varsel
for [den sidste] kamp og det mødes i en ny form som varsel for
den kommende sejr. Fra Tyrol fortælles om en hyrde, der kom
ind i en hule, hvor han traf en sovende hær. Da han vilde borttage
et krucifix, vågnede en gammel mand og spurgte: „hvor stort
er træet foran hulen?" Hyrden sagde ham det og han svarede da:
„så må jeg endnu vente hundrede år (ZfM. II. 349). Træets vækst
varsler den kommende afgorelse.
I nordiske sagn omtales træet på Tise eng med tre grene, som
tre danske konger skulde binde deres heste ved. Mange gange var
det afsavet og atter groet op igen (GldM. III. 137.96.97). Hos Miillenhoff
nævnes et hyldetræ, vokset ud fra Nor toft kirkemur, en rosenbusk
fra Haddeby kirke, en hyld ved Schenefeld, et træ fra Nykirkes
stenmur, et hyldetræ i S. Hastede, et elletræ, der vokser ud af en
kirke i Emmelsbøl ved Tønder, et kirsebærtræ, hvori svale bygger rede.
(k. 500. 509. 511. 512. 249). Når „der grosse Eilenhauser Pappelbaum"
visner og ødes, bliver der et blodigt slag (Gr. Sagen k. 294).
1
Den romerske religion vil blive så lille, at den på én sadel kan ride
ind i Achenthai, Sepp 634.
! jfr. Gr. Myth. 911 o. jfr. her s. 102.
I