Danske Studier 1920

2 II. F. FEILBERG
følge deraf med pomp og pragt blev begravet som et andet kristent
menneske på kirkegården med klokkeringning og salmesang. Jeg
mødte ham i Arthur Christensens Gontes Persans en Langue populaire
nr. 18. Det var altså i Persien, hvem véd, måske træffer
jeg ham endnu engang i Indien el. Kina.
Nu er der jo så meget tale om et møde i disse dage med
vore sønderjydske landsmænd, og gamle minder fra de år, jeg levede
på sproggrænsen har trængt sig i hobetal frem i sindet. Blandt
andre en krønike, jeg vinteren 1860 hørte i Valsbøl, et lille fattigt
hedesogn inde på landryggen. Jeg var ugift, havde en gammel
pige til min husholderske, og så syntes byfolket, at det var uret,
at præsten de lange vinteraftener skulde sidde alene hjemme. Maren,
min husholderske, og jeg blev så budt til gilde byen rundt, kaffe,
kortspil, „femten streger", „brus", „fedt og magert" og så tilsidst
et glas punsch, gåder, krøniker og viser. En af historierne er blevet
siddende i hukommelsen, den gjaldt en retssag. En fattig mand
havde lånt en hest hos sin rige broder at køre brænde hjem fra
skoven. Seletøjet gik istykker, så vidste han ikke andet råd end at
binde et stykke reb til hestens hale. Den trak til og mistede halen.
Hestens ejer forlangte erstatning, den fattige kunde ikke betale, så
måtte de til herredskontoret. På vejen overnattede de i en kro,
hvor den fattige havde et nyt uheld. I s6vne faldt han ud af sin
seng og dræbte kromandens vuggebarn. Kromanden krævede sin
ret og fulgte med til øvrigheden. Ind til byen, hvor herredsfogeden
boede, førte en bro. På den blev den fattige mand et ojeblik
stående, så efter en båd med en fisker og hans son, der sejlede
under broen, og havde et nyt uheld, fik overbalance og faldt så
uheldigt, at han dræbte fiskeren, hvis son nu sammen med- de
andre to mødte hos fogeden. Denne gjorde kort proces, domte,
at den fattige skulde beholde hesten til halen var vokset ud, tage
kromandens kone til sig, at hun kunde få et nyt barn. Fiskerens
s6n fik ret til at gå op på broen, lade sig falde ned derfra på den
fattige, der så måtte løbe risikoen, at blive slået ihjel. Nu vilde
imidlertid ingen af klagerne boje sig under dommen, og for at
slippe betalte de alle den fattige en rundelig godtgørelse. Dette
er en af de mange fortællinger om salomonske domme, som jeg
ikke dengang tænkte videre over. Men langt senere i livet dukkede
dette minde op, da jeg ved at læse om Inderne blev va'r, hvilken
glæde de havde ved sindrige samtaler, ordkampe, gåder, domme.