Danske Studier 1920

70
MARIUS KRISTENSEH
kredse, kan være i tvivl om, at dette virkelig er tilfældet. Som
Baggesen at skrive Skiægskraver, som H.F.Ewald at tale om
Hovene på marken, eller som Vilh. Andersen at skrive Møggrev
er ikke længer blot i uoverensstemmelse med retskrivningen, men
også med store dannede kredses udtale, og særlig de yngres.
Rimeligvis er en ganske lignende forskydning (fra W til v)
foregået i leve, skrive, lave, gave, blot noget tidligere, og
dæraf kom den mærkelighed, jeg iagttog ved min skolegang i Århus.
At denne forskydning virkelig er ældre, synes også at fræmgå af,
at Bredsdorff 1 lader endog københavnsk dagligtale vise former som
sgrives, sdaver, bleven.
Men skal vi i det dannede talesprog selv, søge sandsynlighedsbeviser
for, at en sådan udvikling er foregået, så må vi søge
meget noje. De få antydninger i den grammattiske litteratur og de
tre stavefejl hos forskellige forfattere (selv om de sagtens kan øges
med flere), er kun lidt at holde sig til. Og Badens „gemene mand"
kunde jo endda tyde på, at formerne aldrig var rigtig „dannede".
Således kan man forstå Såbys stilling til spørgsmålet: „At p var
den af de tre [lukkede] medlyde, som længst holdt sig uforandret,
derpå tyder den kendsgerning, at medens vi finde overgangen til
q og 6 fuldstændig gennemført så vel i daglig tale som i hvad jeg
har kaldt foredragssproget, så have vi derimod i dette siste gennemgående
b. I daglig tale er lyden vel, som tidligere bemærket,
i de fleste af de herhen hørende ord sædvanlig v; dog gives der
endnu nogle ord, som selv i daglig tale (i det dannede sprog)
udelukkende have i-lyd, som abe . . . Lad være, at é-lyden i
enkelte af disse ord kan bero på indflydelse fra skriftsproget, så
kan dette dog ikke være tilfældet med et så almindeligt ord som
æble f. eks.; her må der ved siden af dialektformen ævle fra
gammel tid have været en form med b."
At denne opfattelse er falsk, nærer jeg ikke mindste tvivl om.
Men sandsynlighedsbeviset herfor kan kun føres gennem dialekterne,
hvor behandlingen af b overalt er i god overensstemmelse med sig
selv. At ikke blot den nyeste udvikling, men også b-lyden i de
af Såby nævnte eksempler, skyldes indflydelse fra skrift- og foredragssproget,
kan der så meget mindre være tvivl om, når vi ser,
at alle folkemålene kun kender undtagelser fra den regelrette udvikling
i håndgribelige lån fra skriftsproget.
1 Prøve af en efter Udtalen indrettet dansk Retskrivning. Kbh. 1817.