Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
80 MARIUS KRISTENSEN<br />
tid. Hermed skal ingenlunde være sagt, at der ikke findes jyske<br />
former hos Rømer, vor daglig brød (s. 56, chiffer) og pengeskaale<br />
(ental, s. 117 21 ) kan næppe forklares på anden måde, men<br />
ved siden af disse findes så rene skriftformer som opbærger<br />
(s. 189 *) og omskiønt (s. 189 bis). Er Ole Rømers sprog præget<br />
af noget, er det mere af Fransk end af Jysk; en sætning, som den<br />
s. 5 S7 (chiffer): nu i februario 1707 har verit verre end exsilerit<br />
har derfor screvit mere end aldrig — den kan næppe gå tilbage<br />
til andet end »plus que jamais". Ser man af dette, og af adskilligt<br />
andet i Adversaria, at han tænkte fuldt så let på fransk som<br />
på dansk, undrer man sig egentlig snarest over, hvor litterært<br />
endda hans dansk er.<br />
5.<br />
Ved bedommelsen af andenhånds meddelelser af<br />
dialektformer må man søge den sandhed, som ligger<br />
bag de mulige misforståelser, idet man søger at udfinde,<br />
hvorhen meddelerens opmærksomhed har været<br />
rettet.<br />
En lærer påstod overfor mig bestemt, at Vendelboerne havde<br />
vestjysk bestemhedsord. Dette er håndgribelig urigtigt, men vedkommende<br />
lærer havde selv på en køretur i Vendsyssel hørt kusken<br />
forklare om Børglum: »det er e kløster." Jeg forudsætter, at<br />
kusken var Vendelbo — hvad man jo ikke kan være helt sikker<br />
på —, og i så fald er sætningen også rigtig, men e kløster betyder<br />
i så fald 'et kloster' og ikke 'klosteret'. Læreren, der udmærket<br />
kendte det vestjyske bestemthedsord, men måske ikke vidste, eller<br />
i ojeblikket ikke tænkte på, at et i Vendelbomål mister sit t, har<br />
hørt rigtigt, men forstået galt.<br />
Dette er dog ikke den værste svaghed, der klæber ved andenhånds<br />
meddelelserne. Allerede i den blotte husken af lydbilledet<br />
kan der være fejl. Jeg skal tage et eksempel fra mit eget liv. Vi<br />
havde engang (omtr. 1880) en Molbokarl, hvis sprog fræmbød stof<br />
for iagttagelser, især da det forekom os pudsigt. Engang havde<br />
en kalv lagt sig til hvile og strakt benene fra sig; karlen fik den<br />
opfattelse, at kalven, var syg, og råbte ud til drengen — således<br />
som det har fæstnet sig i mit minde: martin! sdræ-'w å lew in' å<br />
sæj te pv» te kå'hn wel te' å de'! 1 Forvanskningen fra sdræ'v å lev<br />
1 Martin! stræb og løb ind og sig til Peder, at kalven vil til at dø!
Change language