Danske Studier 1920

44 KULTUR OG FOLKEMINDER
saa højt, som jeg er naaet." En klædelig Beskedenhed for en Mand i
saa ophøjet en Stilling.
En Omskrivning for at sidde i mørk Arrest er at være i Biografteater,
fordi der er mørkt. I Forvejen har man maaske faaet Dommen
forkyndt af Oberstløjtnanten, der i denne Sammenhæng fortroligt kaldes
Bedstefar. Den mildeste Disciplinærstraf er at stille om; i en opfindsom
Befalingsmands Haand kan en Omstilling dog blive baade langvarig og
spændende, naar den kommer til at bestaa i, at Delinkventen maa klæde
om i alle tænkelige Kombinationer af de militære' Klædedragter. Saa
kaldes det Maskerade. Har man ekserseret slet, kommer man til Ekstraeksersits,
og er denne sat til om Aftenen, er det Maaneskinstur. Viser
man sig ubekendt med Enkeltheder i de militære Etikettespørgsmaal, faar
man Ekstralcesning: man møder i Fritiden og bh ver overhørt i et Afsnit
af „Lærebog for Hærens Menige". En interessant Maade at straffe paa
var jeg engang Vidne til; en Mand, der havde glemt at laase sin Pudsekasse,
maatte gaa Vagt ved den med Gevær i tvende Timer.
Maden er stadig Genstand for Jenses udelte Interesse; han er i
Stand til at indtage Føde til enhver Tid uden smaalig Hensyntagen til
Omgivelser eller Konversationens Tone. Et gammelt Ord lyder: „Det er
en daarlig Soldat, der ikke kan spise sin Mad mellem to rygende Lorte."
Denne Glubskhed udelukker dog ingenlunde en vaagen Kritik af det, der
bydes paa. Det kogte Vand, der serveres under den stolte Titel Kødsuppe,
kaldes Atlanterhavssuppe, og den mindre yndede Blodbudding
hedder Negerbøf, undertiden med den Tilføjelse, at Substansen „stammer
lige fra Fødselsstiftelsen". De tykke Brødskorper kan man „kraft ede
me' blive mæt bare af at se paa", og nedsvælger man dem, drevet af
Sulten, sker det ofte med en Bemærkning om, at „den har været gearet
noget højt, den Brødmaskine". Oven paa Maden smager Tobakken godt;
saa skal man have sig en Stop eller en Smøg, og snart taager og pulser
man overalt. ;,Herrens Venner" tilbringer den meste Fritid i Salmehuset
(det kristelige Soldaterhjem), mens de verdslige laver et farligt
Bulteri, hvor de kan komme til det. Snart blæses Retræten, og man
maa i Kanen, i Seng, hvor Natteroen undertiden forstyrres af de noksom
bekendte giftige Gasarter, ogsaa kaldet Tarmgas; til en Misdæder,
der gjorde sig skyldigt i noget saadant, sagdes tidligere: „Hane i Ro".
Udtrykket skriver sig fra den ældste Model af Gevær 89, hvor Hanen
kunde stilles i Ro, saa Skuddet ikke kunde gaa af. Befandt man sig i
andet Geled bag en Specialist i Gasarter, kunde man beklage sig over,
at man stod og blev helt „solbrændt".
Blandt de Bemærkninger, der sigter til at ildne de sjunkne Livsaander,
og hvor Befalingsmændenes sproglige Skaberkraft og Fantasi fejrer
deres skønneste Triumfer, anfører jeg bare to, som ved Siden af at vise
dette tillige vidner om det militære Sprogs Raahedselement. Til en Jens,
der ikke var rap nok, blev der sagt: „Manden skal Fanden gale me'
skynde sig, saa Tænderne rasler sektionsvis ud af hans gloende Røvhul."
Ordet sektionsvis gør Kynismen militær og dermed berettiget i den givne
Sammenhæng. En anden blev truet med følgende Straf: „De skulde