Danske Studier 1920

I.IDT OM AAGE-OG-ELSE-VISEN 167
Ved Siden af de to Møer, der spinder Guld, sidder den tredje, som
.græder — o: begræder — sin Fæstemand under sorten Muld. Jeg ved
nu ikke, om „græde" nogensteds i Folkevisen bruges i Betydningen „begræde",
men i hvert Fald passer det ikke videre godt her; thi hun begræder
ikke blot sin Fæstemand, hun græder ham op af Graven. Det
bør da sikkert hedde; „hun græder sin Fæstemand af sorten Muld."
Det er jo en hyppig Foreteelse, at et almindeligere Udtryk sættes for et
sjældnere, og da nu „under sorten Muld" forekommer ret ofte i Folkevisen,
er det forstaaeligt, at det sæltes i Stedet for det sjældnere: „af
sorten Muld."
I den anden berømte Gengangervise: „Moderen under Mulde" finder
vi et Vers (D. g. F. Nr. 89 E, II. S. 483 o. fl. a. St.) om de tre smaa
Børns Sorg, der med forskellige Variationer lyder saaledes:
Den ene græd Taarer, den anden græd Blod,
den tredje græd Moderen af sorten Muld.
Altsaa: der er Grader i Sorgen; den dybeste Sorg har en saadan
Magt, at den kan udvirke, hvad ingen anden menneskelig Virksomhed
formaar: den kan kalde de døde op af Graven. Det er med en saadan
Sorg, Jomfru Else sørger over sin Fæstemand. Ved hendes Side har saa
den gamle Digter stillet to Veninder, der sikkert tror, at de udretter
mere. I en af de svenske Former af Visen findes et Indledningsvers, der
giver Tanken endda nok saa tydeligt som den danske (D. g. F. II S. 492):
I våfve silke, och I spinne gull:
en fastmo gråter sin fasteman ur svaita raull.
Endnu et Ord i Omkvædsverset bør maaske forandres. Det hedder
•i Opskriften:
For hun haffuer Iroloffuet den rige (Ridder).
Men Jomfru Else græder jo dog ikke, fordi hun har trolovet ham,
•men fordi hun har lovet — elsket — ham. Verset kommer da til at
Jyde saaledes:
Der sidder tre Møer i Bure(t),
de to slynger Guld,
den tredje hun græder sin Fæstemand
af sorten Muld.
For hun haver lovet den Ridder.
II.
De to berømte danske Gengangerviser har haft en højst forskellig
Skæbne. Mens Visen om Moderen under Mulde er bevaret i rig folkelig
Tradition lige til vore Dage, synes Visen om Aage og Else slet ikke at
være funden i Folkemunde. Men i Litteraturen har deres Skæbne været
anderledes. Der har Moderen under Mulde, foruden Rahbeks Omdigtning
„Den fromme Fru Signe paa Sotteseng laa", vistnok ikke sat sig andre
Spor i Litteraturen end som et af Hovedmotiverne i „Svend Dyrings Hus".