Danske Studier 1920

LEJRESTUDIER 51
maa man i hvert Fald begrunde disse Tvivl paa afgørende Maade.
I ganske særlig Grad gælder det, hvis man bringer andre Steder i
Forslag. Hvilket Standpunkt til Sagen man end sluttelig vil indtage,
maa den lokale Tradition nødvendigvis danne Undersøgelsens
Udgangspunkt.
I Tidens Løb har ikke alle Forskere ment at turde fæste Lid
til Overleveringens Vidnesbyrd.
Den første, som ytrede sine Tvivl, var ingen ringere end
1.1. A. Worsaae. Da han i 1842 undersøgte, „hvorvidt man kan
antage, at det i Haraldskiær-Mosen (1835) opgravede Liig er den
norske Dronning Gunhildes" 1 , udtalte han, at Lejre ved Roskilde
allerede paa Harald Blaatands Tid syntes at have været „ temmelig
ubetydeligt", og at „det endogsaa er rimeligt, at dets Navnkundighed
er bleven en Del forstørret af Sagaskriverne" 2 . Det havde maaske
været en Kongsgaard for „de tidligere sjællandske, rettere vel kun
nordsjællandske Fylkekonger eller om man vil for Skjoldung-
Slægten", men „den Betydning, Lejre kunde haandhæve som Kongsgaard
og Offersted i en enkelt Del af det danske Rige, tabte sig
upaatvivlelig ganske med Rigets Forening under een Hersker og
med Hedenskabets successive Hendøen" 3 . Idet han derpaa omtalte
den lokale Tradition og dens Navne paa Gravhøjene, sluttede han:
„For enhver fordomsfri Betragter er det aldeles aabenbart, at disse
Stensætninger er saa langt fra at tilhøre de ovennævnte Personer
eller den ovenmeldte Tid, at de endogsaa synes at være mange
hundrede Aar ældre og ikke engang tilhøre den sidst her i Landet
indvandrede gotiske Stamme . . . Paa Lejre kan man derfor med
god Grund anvende en berømt Kritikers Ord: „Det gaar med
Tidens Strøm, som med Livets, de Store i samme fortære de Smaa.
Saaledes ikke blot fortrænger det større Minde det mindre, men
opsluger det. Det mindre bekendte Stednavn maa gaa under for
at bidrage til at gøre et stort Navn endnu større i Folkets Minde"" *.
Worsaae var den første kyndige, som undersøgte Gravhøjene
ved Lejre, og hans Opdagelse, at de for en Del stammede fra
Stenalderen, rokkede hans Tro paa Traditionens Sandhed. Det
førte ham dog kun til at antage, at Sagnene overdrev Lejres
Betydning. Han gjorde intet Forsøg paa at „flytte" det navnkundige
Sted til andre Egne, hvor Sagn og Mindesmærker kunde
1 Hist. Tidskr. III, S. 249 ff. 2 1. c. S. 274. • 1. c. S. 275. * 1. c. S. 276.
4*