Danske Studier 1920

SVENSK TROLDDOM 179
dansk Signemand kunne melde ganske lignende Ting. Paa een af de
danske Smaaøer sidder saaledes en næsten 90-aarig venlig Gubbe, der
tror paa Signelsers bibelhjemlede Kraft, bruger dem selv og øver mærkelige
Kure paa nært Hold og i Afstand, efter de helbredtes som efter
hans eget Vidnesbyrd. Villigt giver ogsaa han sin Viden fra sig, endog
til saa slette Mennesker som Faglæger, uden dog at tro, han dermed
mister sin Magt. Slige Skikkelser kan vel træffes rundt i Landene, men
med nationale Nuancer — her med en Forskel som mellem den smilende
grønne danske 0 og de norrlandske Ødemarker med Ulv og Bjørn, med
Vintermulm og Nordlysflammer.
Det skal tilføjes, at Uddrag af Heksebøger samt Samlinger af Trylleformler
optegnede fra Folkemunde ogsaa kan findes som Led i blandede
Publikationer fra de senere Aar, bl. a. i „Svenska Landsmål". Den lille
nydeligt udstyrede Bog „Folktro, sed och sagen från Medelpad" af E.
Lofgren (hos Maiander 1918) har ogsaa et Kapitel „Læsninger". En
egen Interesse har de ca. 70 svenske (og norske) Formler fra Finnebygderne
i Dalarne, Vermland (og Norge) som V. Salminen har udgivet i
Helsingfors' Svenske Litteraturselskabs „ Forhandlingar och uppsatser" nr.
23 (1909). De stammer fra de finske Indvandrere der nu i tre Hundred
Aar har boet i disse Egne, og som samtidig har bevaret deres fra
Hjemmet medbragte Formler paa finsk Sprog. De to Grupper — de
arvede finske og de fra de ny Naboer laante svenske — har de sprogligt
og sagligt holdt næsten kemisk rent ude fra hinanden, saa disse Folk
(enkelte Tilfælde fraregnede) bliver lige gode Vidner om gammelfinsk og
om rigssvensk Tradition.
II. Hvis Jon Johansson havde levet og virket halvtredje Hundrede
Aar tilbage og røbet sin Kunst for de lærde, var dette sidste mulig ikke
sket paa slet saa fredelig og venlig Maade som nu. Om de uhyggelige
Følger af hine Tiders Heksetro hos læg og lærd handles i Professor
Em. Linderholms Bog „De stora Mxprocesserna i Sverige", hvoraf
hidtil 1ste Del „Inledning" og „Bohusian" er udkommet, Uppsala 1918
(272 Sider, Pris 7,50). Af stor almen Interesse er Indledningen, der i
kort Rids omhandler Heksetroen i Sverig i Tiden før 1670. Nordisk
Hedenskab kendte Forestillingen om Troldkvinden og -manden, der kan
paatage sig Dyreham og kan fare igennem Luften paa en Ulv; i Forbindelse
hermed stod Heksens Ekstase eller Trance (ved „Sejden* ?), under
hvilken Sjælen gik paa egen Haand frigjoiiJfra Kroppen. Endnu før Reformationen
naaer Europas senmiddelalderlige, stærkt sammensatte „kirkelige"
Heksebegreb herop (med Føje henviser Forf. vedrørende dette til
Joseph Hansens afgørende Værk „Zauberwahn" fra 1900). Dette
Begreb forener en Mængde hedenske og kristne Forestillinger med Hovedvægten
paa Heksenes Pagt med Djævelen og deres Samvær (ja Samleje)
med ham paa Heksesabbatten, hvor han dyrkes som Gud under Efterabeise
af den kristne Gudstjeneste. (Mødestedet er efter dansk Tradition
snart det fra tysk laante „Bloksbjærg", snart „Troms" (Trondhjems ?)
Kirke; men i vore Hekseprocesser synes Heksemødet ingen større Rolle
at spille; anderledes med Djævlepagten). I Sverig hedder Mødestedet