Danske Studier 1920

40 VIGGO BRØNDAL
Det er af Betydning at slaa fast, at Skythisk, altsaa en Form
for Iransk, kan være Udstraalingspunkt for Laaneord i Folkevandringstiden.
Der bliver maaske herved Mulighed for at efterspore
Oprindelsen til et og andet af de for Romansk og Germansk fælles
Ord, som hverken er latinske eller urgermanske, og som hidtil har
trodset Etymologernes Anstrengelser 1 . Det er ikke her Stedet til
at gaa nærmere ind paa dette for europæisk Ordhistorie saa vigtige
Problem. Her skal blot nævnes to romansk-germanske Agerbrugsord,
som synes at maatte være naaet til Nord- og Vest-Europa fra Sortehavskysten.
Det ene er det allerede (under III, 4.) omtalte danea
„Lo", det andet Ordet Bug. Danea (latiniseret for *dania) kan
simpelthen være en Afledning af iransk dana- „Korn*. Rug, der
over Nordgermansk (*rugiz) har bredt sig til Finsk og Lappisk og
over Vestgermansk (*roggon) til Fransk og Provencalsk, genfindes
baade i baltiske, østfinske og tyrkiske Sprog. Det oprindelige Udgangpunkt
for Ordet maa søges paa Balkanhalvøen (thrakisk og
moderne nordgræsk /fø/£a af *wrugia), men, som Hoops 2 har fremhævet,
maa man regne med Skythisk som Mellemled. En særlig
Interesse faar dette Ord ved, at en germansk Stamme Rugierne
(hvoraf Rogaland i Norge) aabenbart har Navn herefter („Rugdyrkerne").
Ogsaa Vaabennavne synes ad denne Vej — dog paa et noget
senere Tidspunkt — at være naaet til romanske og germanske Sprog:
Daga „en Daggert" kan være iransk daga „Flamme" (hvoraf ved
Oversættelse det romansk-germanske brand „Sværd"). Dard
„Lanse" kan som Fjernvaaben svare til det ossetiske Adjektiv dard
„fjern". Vort Kogger, der genfindes fx. i Oldfransk (coivre) og Byzantinsk
(XOVXOVQOV), finder en naturlig Forklaring i arisk kukula „Hylster"
(med r for l som i sténegt, af pipali). Og det longobardiske
gaida „Pilespids" synes at maatte hænge sammen med iransk gaåa
„lille Projektil".
At saaledes Ord for „Pil" og „Kogger" tilskrives en skythisk
Oprindelse, maa synes saa meget desto mere nærliggende, som
Skytherne til alle Tider var berømte som Bueskytter. Allerede
Herodot nævner det, og en saa sen Forfatter som Lukian giver
sine Skyther Navnet Tåt-agig „Bueskytte". Og fra rent arkæologisk
1 SmI. Viggo Brøndah Substrater og Laan, Kbh. 1917, §96—98, 161—64.
2 Waldbaume u. Kulturpflanzen, p. 448, og Reallexikon under Roggen, § 7.