Lars Green Dall - Aarhus Universitet

Både Ulysses og Finnegans Wake har lært os, at sproget uomgængeligt og
uundgåeligt står mellem os og verden. Alt må formuleres, begribes og fortælles via
sproget, og verden ”fanges” af det sprog- og stilfilter, man vælger at anvende. I denne
litterære ”teori” og sprogfilosofi ser Madsen tre mulige ”arbejdsstrategier” i forsøget på
at gøre opmærksom på sproget, og verdens sprogliggjorte væren:
I) Verden og ”virkeligheden” kan forsøges beskrevet igennem et stærkt fortegnet og
deformeret sind (”fortællerens”). Dette er Kafkas strategi.
II) Man kan bruge sproget stærkt ciseleret (udførligt, ekspressivt) som i Ulysses.
III) Der kan benyttes en pluralitet/pluralisme i tonearter (f.eks. Faulkner).
I Tilføjelser arbejdes netop med stilpluralisme. Efter Tilføjelser indså Madsen, at James
Joyce med Finnegans Wake havde nået grænsen. Det var ikke muligt at komme længere
ud i eksperimentet med sprog, stil, fortælling og konstruktion. - Alt var allerede gjort i
Finnegans Wake! Man kunne simpelthen ikke blive mere mærkelig end Finnegans
Wake, hvilket ellers var ”60er-Madsens” og 60ernes erklærede mål – at skrive så
underligt, og så mærkværdigt som overhovedet muligt. Svend Åge Madsen gik derfor –
efter første fase – over til at kopiere, parafrasere og stjæle fra triviallitteraturen.
Madsens leg med hypertekster, megatekster og tekstuniverser (jf. i øvrigt
Faulkners forfatterskab) har ”overflødiggjort” det enkelte værks bestandige leg med og
pointering af pluralisme, multifokalitet, variationer i fortællestrategier osv. Med
opbygningen af komplekse og vekselvirkende tekstuniverser (efter de første 4-8 værker)
kan det enkelte værk lade andre værker udtrykke de alternative universer,
fortællestemmer, handlingstråde og synsvinkler. Hvor Besøget, Lystbilleder, otte gange
orphan, Tilføjelser m.fl. alle indeholder det mangetydige, det ubestemte, det gentagnes
uendelige variation, så lader de senere værker sig ofte ”nøje” med en enkelt mulighed –
teksten peger nemlig samtidig på andre tekster, der kan fortælle de alternative versioner
af sproget, verden og menneskene. Dette lyder måske som en stærkt forsimplet og
generaliseret beskrivelse af værkerne, men dette kun for at pointere forskellen mellem
de tidlige og de efterfølgende værker.
3