Lars Green Dall - Aarhus Universitet

ekstremerne at drive de yderste filosofiske spørgsmål frem.” 44 Grænseoverskridende
fænomener som vanvid, sindssyge, personlighedsspaltning, drømme og visioner
benyttes som både motiv og metode, og ofte må de fiktive personers integritet opløses,
bukke under, for at en radikalt anderledes menneskelighed kan genopstå. Det er en
genre, der dyrker polyfonien og stilpluralismen, og uden hæmninger lader indskudte
genrer og diskurser vokse vildt. Madsen er en åbenlys arvtager til denne komisk-
alvorlige, anarkistisk søgende fiktion.
Descartes´ forrykte omgang med fornuften er en væsentlig primærfarve i Madsens
multikolorerede forfatterskab. Men det er en farve, Madsen enten tværer ud, maler over
eller lader fare under presset fra sin komplementærfarve. Madsen er altså i haserne på
Descartes – både eksplicit, implicit og uforvarende. Descartes´ fordrivelse af tvivlen ved
fornuftens brug, må selv se sig betvivlet og fordrevet af Madsen, der til gengæld giver
sig hen til tvivlen, usikkerheden, potentialiteten, det muliges sfære. Via fantasi,
fortælling, kunst og fiktion dementerer og undsiger Madsen Descartes. Madsens værker
accepterer ikke cogitos status, og accepterer ikke sætningen cogito ergo sum som
arkimedisk udgangspunkt, og det på trods af at det er svært ikke at se Madsen som
værende indskrevet i selve den cartesianske retorik: Cogito ergo S.Å.M.!
Hos Madsen er tvivlen det frugtbare, det livgivende og det væsentlige princip. Det
mulige og det umulige udgør tilsammen sandheden om det værende og det ikkeværende
– og igennem fortællingen hyldes denne filosofi. Der er mange nuancer i de
ironiserende og negerende attituder, Madsen udfolder i opposition til cartesianismen og
rationalismen. Ikke mindst Descartes´ positionering af jeget, af egoet, af bevidstheden,
gøres der indsigelse imod i tekst efter tekst hos Madsen, hvor det netop fremstilles som
både hybris, blasfemi, solipsisme og arrogance at lade sig selv være det punkt, hvorfra
verden skabes. Sæt verden eksisterede fint uden dig og mig, og uden vores refleksioner
over dette. Hør bare Manes fra Sæt verden er til, der i protest vender Descartes på
vrangen: ”Verden eksisterer, mine medmennesker, marken her, himlen, alting, kun ikke
jeg. Det der kaldes mig, er en projektion ind i det tomrum som verden lukker sig
sammen om. Jeg er verdens drøm.” 45
44
Porsborg Andersen 1995, s. 109.
45
Madsen 1971, s. 329. Denne subversive anti-cartesianisme udfoldes ironisk/paradoksalt nok af en af
romanens jegfortællere.
20