Lars Green Dall - Aarhus Universitet

More documents

Recommendations

Info

analogi, så at sige: Kun så længe, og kun i kraft af, at der fortælles, skrives og tænkes, eksisterer denne stemme. Der er intet derudover. Descartes´ cogito ergo sum tages altså alvorligt, bogstaveligt og som eksistentielt imperativ. 100 Derfor denne vedvarende skriblen, plapren, grublen i Becketts tekster. Men selv det cartesianske grundlag, det tænkende jeg, er ikke en sikker instans hos Beckett, for i stedet for at der eksisterer et subjekt, der ved at tænke, tale og skrive ”beviser” sin eksistens, så er det snarere sproget selv, der igennem denne stemmeførende instans beviser sin væren. I Tilføjelser (1967), Madsens iltre pentade, 101 indgår teksten ”Om sig”, hvis fortæller (hinsides tid og rum) indleder teksten med en udtræden af tavsheden: ”Tavshed [ ] var i begyndelsen, her hos mig, og jeg tænker ikke, hvorfor jeg er til […].” (s. 5). 102 Således forenes Guds, Descartes´ og Becketts ord hos Madsen i én eneste paradoksal sproglig monstrøsitet! 103 – og ingen af de herrer slipper uskadt igennem Madsens malstrøm af maliciøs metafysik! ”Om sig” bliver derfor én lang strømmende – og ironiserende - hilsen til de tre almægtige forkyndere. Beckett – måske mere afmægtig end almægtig! - er tydelig i ”Om sig” i og med den vedholdende og ustoppelige stemme: […] denne strøm uden begyndelse uden afslutning, som løber ud af mig, uden at det kan afgøres hvor den skabes, hvor den udtrykkes, denne strøm som skal gøre mig til hvad jeg hele tiden har været, hvad jeg hele tiden vil vedblive at være, ord som jeg selv opfinder, og som jeg selv hører, som jeg selv nyder […]. (s. 10) Tid, rum og stof synes fraværende som koordinater for denne stemme. Den bare er! De bibelske allusioner i teksten er ligeledes tydelige: Stemmen omtaler i utallige vendinger menneskene som tåbelige og ubegribelige ”prikker” og ”fligede væsner” på ”denne klump”. Stemmen er en art guddom, en almægtig skaber, der undrer sig over og kedes ved sit ”værk”. Descartes udsættes i ”Om sig” for den fornærmelse at blive aldeles misforstået og fejlciteret! Således hedder det i Descartes´ Metafysiske meditationer: 100 Om Becketts personer siger Madsen, at de ”jo næsten altid står ribbet for alt, må tvivle på alt - hvorfor flere cartesianske parafraser dukker op hos ham.” (Bilag 2, s. 30) 101 Ved nærmere eftertanke så er værkbetegnelsen pentaglot måske mere på sin plads, når den kakofoniske uforligelighed og uforenelighed Tilføjelsers fem tekster imellem tages i betragtning! 102 I dette afsnit henviser alle sidetal i parentes, med mindre andet er angivet, til ”Om sig”. 103 De tre sætninger, Madsen her låner og fusionerer, er: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.” (Johs. 1,1), ”Jeg tænker, altså er jeg til.” (Descartes 1637, s. 55f.) og ”I begyndelsen var ordspillet” (Beckett 1938, s. 51). Sidstnævnte indgår mest af alt som et metodisk greb i Madsens kludetæppe, idet Madsen jo gør, hvad Beckett i citatet fra Murphy hævder! 39
[…] så må jeg sluttelig konkludere og anse for noget konstant, at sætningen: jeg er til, jeg eksisterer, nødvendigvis er sand, når som helst jeg udtaler den eller formulerer den i tanken. (Descartes 1641, s. 139) Og Descartes fortsætter, præciserende konsekvenserne og rækkevidden af hans erkendelse: ”Jeg er til, jeg eksisterer, det er sikkert; men hvor længe? Så længe som jeg tænker; thi det kunne måske være, at jeg ville ophøre med at eksistere samtidig med, at jeg holdt op med at tænke.” Det er ovenstående ”sandheder” i de cartesianske meditationer, Madsen så skammeligt og skødesløst fordrejer i ”Om sig”: […] sådan at sætningen, jeg er til, jeg existerer, nødvendigvis er sand, når som helst jeg lader den strømme ud af mig, når jeg formulerer den, uden at tænke […]. (s. 15) At denne stemmes væren netop ikke er betinget af om der tænkes er ”hovedbudskabet” i ”Om sig”: ”[…] jeg kan vide at jeg er, uden at tænke på det, jeg kan ikke lade være at være […].” (s. 14). Det er altså i værste fald falsificerende påstande omkring det cartesianske fundament, vi er vidne til i ”Om sig”, idet det vises, hvorledes ordene, stemmen og den strømmende udsigelse er - uden at kunne gøre hverken fra eller til. Det lader sig ikke gøre at tvivle om sin egen væren; ordene er allerede, og er derfor konstituerende for væren: ”[…] sådan at jeg er, som jeg hele tiden har været, uden ophør, nødvendigvis er, idet jeg lader strømme, ord som er takket være mig, sådan som jeg er takket være disse ord, som siger at jeg er til, […].” (s. 19). Det er en brusende strøm af ord - ikke ulig Becketts floder - der flyder og flyder, og skyller enhver rationel tanke og tvivl bort: disse ord som ikke standser, fordi de er uden begyndelse, og uden ende, […] denne ordstrøm er det som er, og det som gør at jeg er, uden at tænke, uden at prøve at tænke, uden at tvivle […] sådan at jeg erkender, og existerer, sådan som den erkendende altid må existere mens han erkender, sådan at jeg fortsætter med at erkende og existere, uden at tvivle, uden at kunne tvivle, uden at tvivl ville kunne opstå selv om tvivl lå inden for min rækkevidde […]. (s. 27) I ”Om sig” forenes Becketts stemme med Guds almægtige suverænitet i en meditativ gendrivelse af den cartesianske tvivl: ”[…] at jeg tænker, altså er jeg ikke til, uden nogen mulig tvivl – er.” (s. 36 upag.). 40
Page 1 and 2: Lars Green Dall Madsens meditatione
Page 3 and 4: Descartes (detroniseret) s. 58 HVEM
Page 5 and 6: Dernæst følger i specialet en st
Page 7 and 8: Modernistiske meditationer ”Den m
Page 9 and 10: Hvor Scherfigs hånende karakterist
Page 11 and 12: erkendelse: ”[…] any story one
Page 13 and 14: en meget stor del af det, der kalde
Page 15 and 16: VII) OM KUNDSKABENS ENHED Bohr fand
Page 17 and 18: I artiklen ”Oprør fra den udeluk
Page 19 and 20: IX) OM MADSENS MODERNISME Anker Gem
Page 21 and 22: vulgær selvfølelse og manisk tæn
Page 23 and 24: ekstremerne at drive de yderste fil
Page 25 and 26: Wittgenstein Filosofiens resultater
Page 27 and 28: henviser til. ”Ordet giver mig v
Page 29 and 30: Det er en respektløs, grotesk og k
Page 31 and 32: indlysende, Wittgenstein - i det po
Page 33 and 34: om skrift, sprog og fortælling, de
Page 35 and 36: ved det godt, man kunne forestille
Page 37 and 38: Hans grunde herfor? […] Hvad fryg
Page 39 and 40: Når jeg derimod begrænser mine ta
Page 41: artikuleret tavshed, som Egebak kal
Page 45 and 46: jeg ikke blev ført bag lyset til t
Page 47 and 48: Og således rider jeget ud i natten
Page 49 and 50: sindsstemninger: Vemod, melankoli o
Page 51 and 52: allerede ventet for længe. Og nu v
Page 53 and 54: virkelighedens angstfremkaldende og
Page 55 and 56: særegen dødvægt i fortællingen;
Page 57 and 58: gru, horror, frygt, angst og vanvid
Page 59 and 60: alle beregninger og mellemregninger
Page 61 and 62: Descartes (detroniseret) Måske kan
Page 63 and 64: 51). Og i ”Gestus” afløses en
Page 65 and 66: OM METODEN Descartes´ epistemologi
Page 67 and 68: frigøre sig fra alle de anskuelser
Page 69 and 70: drømme og illusioner, så er de do
Page 71 and 72: Novellens ”dialog”, jeget og du
Page 73 and 74: KÆRLIGHEDSMOTIVET De på én gang
Page 75 and 76: I den fraværendes stemme lyder, fo
Page 77 and 78: Også Descartes foretog en cerebral
Page 79 and 80: udfoldelsen af dette kraftfulde imp
Page 81 and 82: […].” 178 Gemzøes idiosynkrati
Page 83 and 84: Skyum-Nielsen har kaldt romanens de
Page 85 and 86: meningsløst som vinden, efter fjer
Page 87 and 88: I Besøget forbereder fortælleren
Page 89 and 90: DEL II [- hvori fortælleren er ale
Page 91 and 92: Det er refleksionens byrde, vi præ
Page 93 and 94:
løbe fra sin rolle som ordenes pro
Page 95 and 96:
ammes af samme fremmede blik som fa
Page 97 and 98:
”virkeligheden” og blandt ”vi
Page 99 and 100:
Excessernes endeligt Jeg mener i de
Page 101 and 102:
Madsens tekster er både sprogligt,
Page 103 and 104:
Bohr, Niels (1932): “Lys og Liv
Page 105 and 106:
E Eco, Umberto (1962): ”Ulysses
Page 107 and 108:
Iversen, Stefan & Henrik Skov Niels
Page 109 and 110:
Madsen, Svend Åge (1972b): ”Fors
Page 111 and 112:
Robbe-Grillet, Alain (1955): Øjnen
Page 113 and 114:
W Wittgenstein, Ludwig (1921): Trac
Page 115 and 116:
to Descartes, and how his narrative
Page 117 and 118:
”Joyce gives me Joyce forever”
Page 119 and 120:
Både Ulysses og Finnegans Wake har
Page 121 and 122:
Indhold Indledende ord side 1 1. Be
Page 123 and 124:
1. Begyndelsen - og nu 1.1 Modtagel
Page 125 and 126:
Svend Åge Madsen: Den udvikling, j
Page 127 and 128:
2. Meningen med det hele 2.1 ”Mad
Page 129 and 130:
teoretiske betragtninger so far…?
Page 131 and 132:
Svend Åge Madsen: Det er yderst sj
Page 133 and 134:
Det kan måske i ovenstående svada
Page 135 and 136:
3.2 Genrer Lars Green Dall: I forl
Page 137 and 138:
estå af sproglige og retoriske vir
Page 139 and 140:
Lad mig prøve at være lidt mere k
Page 141 and 142:
integration i hinandens verdener er
Page 143 and 144:
interessant. Forsøget på at frems
Page 145 and 146:
Altså: Hvilken af disse to aktivit
Page 147 and 148:
4.2 Ugudelighed Lars Green Dall: Pe
Page 149 and 150:
Er den filosofiske tænkning fundam
Page 151:
Jesper: ”Det står dig frit for.
show all

Lars Green Dall - Aarhus Universitet

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?