Lars Green Dall - Aarhus Universitet

”Den fraværende”
JEG TÆNKES I Madsens novelle ”Den fraværende” fra 1998 161 spilles der både
eksplicit og implicit på Descartes´ arkimedespunkt, cogito ergo sum; – dog med det
spidsfindige og deformerede udråbstegn, at den fortællende stemme i novellen i et og
samme moment både fremtænker sin egen eksistens og fremtænkes af en anden.
Novellens ”jeg” er en afdød - og derfor i normal forstand ”fraværende” - mand, der kun
lever i sin elskedes (novellens ”du”) erindring. Jeget vækkes til live af hendes erindring,
og opnår en særegen form for eksistens, der i novellen lader ham materialiseres som
jegfortæller. Det vil sige, at først da mindet om den afdøde vækkes til live i kvindens
erindring, skabes jeget, og fortællingen påbegyndes – bogstaveligt talt ud af intet.
Jeget ”vækkes” i novellens begyndelse af sin egen stemme, sine egne ord – der
dog alligevel på mærkværdig vis synes at komme udefra: ”Jeg må fortælle historien om
manden der opdagede at han ikke eksisterede, eftersom jeg er den nærmeste til det. […]
Sådan lyder de ord der vækker mig […].” (s. 67). 162 Det er et påbud om at fortælle, der
lyder. Jeget er i det øjeblik, han fortæller, og kun så længe han fortæller. Med
fortællingens ophør, forsvinder også jeget, annihileres, hvilket han på paradoksal vis
både er klar over, og ikke er klar over. I ”Den fraværende” ser vi altså jeget i en
fordoblet version: Han er både diskursens subjekt og dens objekt. Han er en erindring,
en ikke-eksistens, der dog har materialiseret sig som fortæller. Novellen lader på denne
paradoksalt selvreferentielle vis fiktionens potente skaberkraft blive en del af plottet og
motivet selv. I fiktionen eksisterer personer og begivenheder kun i kraft af - kun i selv
samme øjeblik - at de fortælles. Fortællingens personer har dermed en unik
dobbeltstatus af væren og ikke-væren, en art fiktiv væren. ”Det fortælles, og når det
fortælles er det sandt […].”, som det lyder i Madsens roman Den ugudelige Farce. 163
I ”Den fraværende” er vores traditionelle kategoriseringer af udsigelsesforhold og
-relationer vendt på hovedet - den erindrede gives jeg-status, og den erindrende dustatus.
Jeget er ikke (før end til allersidst) klar over, at han blot er erindring, et minde,
en fiktion, et fantasme, men tror tværtimod, at han er fysisk, kropsligt, til stede.
161
”Den fraværende” findes i antologien Dobbeltspil. Nye danske noveller (redigeret af Sven Bjerkhof),
DR Multimedie, Danmark 1998.
162
Alle i parentes optrædende sidetal henviser i dette kapitel til ”Den fraværende”.
163
Madsen 2002, s. 59.
67