Lars Green Dall - Aarhus Universitet

metonymisk - for det tænkende-reflekterende-tvivlende subjekt. Dette blev hans
arkimediske fundament - Res cogitans. På den anden side synes denne ”mangel” eller
ufuldstændighed ved tvivlen, denne indskrænkning, denne subjektets fordømmelse til
faktisk at eksistere (som kausallogisk følge af tvivlen) at være et gærende, boblende,
faretruende eksploderende og derpå ætsende filosofisk lig i lasten. For hvis jeget i sidste
instans slet ikke formår at betvivle sig selv, sin tænknings diskursive struktur og sit
sprogs væren, så er tvivlen på ingen måde universel. Faktisk burde den universelt
tvivlende slet ikke kunne opstille cogito´et: ”Forudsætningen for en viden om sin egen
tænkning er selvfølgelig, at han ved, at han tænker. Men for at opnå denne viden, må
han vide, at han ved, at han tænker, etc. Enhver viden forudsætter en viden om, at man
ved, og sådan kan man blive ved i uendelighed.” 43 , som en kritisk kommentar til
Descartes lyder (og som allerede Møllers licentiat resignerende indså). Descartes
forsøger selv at imødegå en sådan kritik med sit begreb om ”bevidsthedens
gennemskuelighed”, dvs. at de tanker, som vi har, dem ved vi også, at vi har! At
bevidsthed så at sige altid medfører ubetinget selvindsigt. Men hermed har han blot
inddraget endnu en filosofisk set uholdbar præmis, endnu en selvreferentiel og
paradoksal grundantagelse.
MADSENS TVIVL Madsens driven gæk med Descartes kan forsøgsvist og
indledningsvist beskrives ved begreberne ekko, fordobling og menippæisk satire: Det er
et velkendt fænomen, at netop et ekko kan virke både fascinerende, ubehageligt og
grænseoverskridende på den, der får det tilbage i hovedet. Oftest er det kun i smug, og
efter at have forsikret sig alene (ved et flygtigt kig over skulderen), at man forfalder til
denne fordobling af sit eget udtryk. Det er også, hovedsageligt blandt børn og barnlige
sjæle, en yndet leg at foretage konsekvente gentagelser af en anden persons ord, ytringer
og gestik. Et sådant insisterende kropsligt eller verbalt spejlbillede kan være yderst
irriterende, pinligt og afslørende. Hvor tit må man ikke også ty til rødmen, når ens ord
læses højt, ens stemme efterlignes, ens særtræk mimes eller ens fysiognomi parodieres?
Satiren er i sig selv en deformerende fordobling af en allerede eksisterende
diskurs, og den menippæiske satires karnevalistiske karakteristika har i høj grad mange
affiniteter til Madsens tekstunivers. Den menippæiske satire forsøger ”[…] gennem
43 Koch 1999, s. 187.
19