Lars Green Dall - Aarhus Universitet

Poe
GRÆNSENS ÆSTETIK Hos Edgar Allan Poe (1809-49) er grænsetilstanden og
grænsetilfældet – som motiv og struktur - evigt tilbagevendende besættelser i
forfatterskabet. Johannes Jørgensen skrev meget præcist om Poe: ”Han yndede at
skildre Sjælelivets Undtagelsestilfælde, de uhyggelige Drømmes Mareridt, den
uafvendelige Undergangs Rædsel, Dødsangesten og de Kvaler, den levende begravede
lider. Han elskede […] de perverse Indskydelser i Viljen.” 139
Poes paradoksale bedrift er foreningen af de komplementære størrelser: Den
sprogligt og rationelt funderede erkendelse overfor det uudsigelige og det grænseløst
ubegribelige. I motivvalget, i genrebrugen, i alle strukturerende principper dyrkes
ubestemtheden imellem tilstande. Poe skriver om grænsen, på grænsen og over
grænsen: ”The boundaries which divide Life from Death are at best shadowy and
vague.” 140 Transgressionen af grænsefænomener bliver det normative hos Poe, hvorfor
også hans genretilhørsforhold er skizoidt og produktionen fyldt med bastarder: Den
gådefulde prosa, der af Poe forenes med essayistikkens nøgternhed i en uhyggelig
tusmørkezone, spænder over fatalistisk dekadence, gotisk horror, vulgariserede
kriminalfortællinger, visionære science fiction-fabler og formidable fantastiske
mareridt, hvis ubegribelige og irrationelle grænsetilstande skaber momentvise sprækker
i virkeligheden, som læseren - og fortællingen selv - kun kan udfylde med en (panisk,
lammende, tvivlende, urovækkende) tøven. 141 Poes fiktion bevæger sig på den
vibrerende hinde mellem ”eksistens” (~ bevidsthed, rationalitet, fornuft, liv) og ”ikkeeksistens”
(~ ubevidsthed, irrationalitet, galskab, død), og det er netop i dette
uudsigelige ingenmandsland, Poe på forførende og skræmmende vis mimer, udfordrer
og deformerer den cartesianske visdom og vision. For hvem er ”jeg”? Og hvem tænker
”jeg”, siger ”jeg”?
Poe gør, hvad litteraturen altid underforstår: Viser at bevidsthedens, erkendelsens
og subjektets mulighedsrum er et andet i litteraturen end i virkeligheden. Dette medfører
139 Jørgensen 1893, s. 18. Jørgensen regnede i øvrigt Poe for uovervurderlig: ”Over dem alle, hinsides
dem alle, i fjærne Taager: Edgar Poe som en Høvdingeskygge.” (Ibid., s. 13)
140 Poe [1844] 1982, s. 258 (“The Premature Burial”). Som en afvigelse fra dette speciales generelle
praksis citerer jeg Poes noveller på originalsproget, idet de mange danske oversættelser af hans noveller,
både er meget forskellige og af meget svingende kvalitet.
141 Begrebet ”tøven” som den fantastiske teksts umiddelbare konsekvens er Tzvetan Todorovs (1970).
53