Lars Green Dall - Aarhus Universitet

formulere og forstå indefra, igennem sprogets selvanalyse, igennem sig selv. Og netop
denne selvdissekerende og selvreferentielle analyse i Tractatus Logico-Philosophicus
forkastede Wittgenstein siden hen, og i Filosofiske undersøgelser finder vi i stedet
udfoldelsen af en fænomenologiske sprogfilosofi - særegen ved i bogstaveligste forstand
i sin natur at integrere motiv, metode og mål: Undersøgelsens objekt, sproget, må så at
sige selv vise sit væsen frem, og åbenbare sine egne grænser, lakuner og mørke pletter.
Filosofiske undersøgelser lader sproget komme til orde, frit og uden formaninger.
GRÆNSEDRAGNINGER Filosofiens kroniske rådvildhed skyldes ifølge
Wittgenstein, at den har plaget sig selv i det uudsigeliges sfære: ”Hvad vi ikke kan
tænke, det kan vi ikke tænke; vi kan derfor heller ikke sige, hvad vi ikke kan tænke.” (T,
§5.61), hvorfor det gælder om at ”[…] begrænse det utænkelige indefra gennem det
tænkelige.” (T, §4.4114) – Det vil sige gennem sproget (T, §4.114-5). Derfor kan
Wittgenstein definere den for mennesket tilgængelige del af verden: ”Mit sprogs
grænser betyder min verdens grænser.” (T, §5.6). Selv har Madsen i artiklen ”Status i
Exil” gjort indsigelser imod Wittgensteins analogislutning mellem ”mit sprogs grænser
og min verdens grænser”. Sproget er muligvis den basale enhed for erkendelsen, men
det er gennem fortællingens skabende, fabulerende og narrative virkemidler, at
strukturer, sammenhænge og tilværelsesfortolkninger opstår – i hovedet og i tilværelsen:
”Frem for at sige at mit sprogs grænser betyder min verdens grænser, foretrækker jeg at
sige: mit liv er bestemt af hvilke fortællingselementer det opbygges af.” 50
”[…] det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie.”, siger Wittgenstein (T,
s. 31), hvilket Madsen tager så bogstaveligt, at han lader otte gange orphan munde ud i
et rudimentært ekko af Hamlets dødsmonolog: ”Resten er”. Hos Madsen tages ordet på
ordet, således at ordet ”tavshed” - i hvis væsen hviler en paradoksal selvreferentiel og
selvgendrivende gestus - netop ikke udsiges, men via sit fravær tydeliggør sig selv. otte
gange orphan slutter i tavsheden, og næste værk, Tilføjelser, må på ny opstå som en
sprogets kvantefluktuation ud af intetheden, hvorfor alle Tilføjelsers fem hæfter
begynder med ordet ”Tavshed”; et ord der netop tydeliggør sprogets vilkår, sprogets
natur: I en og samme bevægelse at fremhæve og tydeliggøre fraværet af det, det
50 Madsen 1991/72, s. 77.
23