Lars Green Dall - Aarhus Universitet

DEL II [- hvori fortælleren er alene i et lille hus, i hvilket han tegner selvportrætter
som en del af sine forberedelser på at leve]: Jeget i del II fremstår ”identisk” med og
fremtidig i forhold til jeget i del I, bl.a. fordi han taler om sin interesse for ”botanik” (s.
140), om ”hotellet” (s. 142) og om ”familien” (s. 147). Han har nu frivilligt valgt en
regressiv isolation, som nødvendig konsekvens af det totale (og uafrystelige?)
sammenbrud, han oplevede i slutningen af del I: ”Det virker generende med disse
mennesker, denne familie der gjorde alt for at forhindre mig i at leve. Jeg kommer af og
til at tænke på den. Ret ofte for øvrigt” (s. 147). Denne direkte indrømmelse af
erindringernes påtrængenhed gendrives og modsiges straks efter: ”For øvrigt var mit
ophold ved denne [familie] så forfærdeligt at jeg ikke vil have besvær med at holde
tankerne borte fra den.” Allerede nu ser vi, hvorledes Beckett titter frem i Madsens
tekst. Også hos Beckett falder – som vi så tidligere - de selvgendrivende,
modsætningsfyldte og paradoksale udsagn bestandigt over hinanden: ”Jeg vendte
skuffet hjem, men samtidig lettet. Ja, jeg ved ikke hvorfor, jeg har aldrig været skuffet,
og jeg var det ellers tit, i den første tid, uden samtidig, eller i næste øjeblik, at mærke en
ubestridelig lettelse.”, som det lyder i novellen ”Den udstødte”. 205 Hos Beckett er
retorikkens, logikkens og lingvistikkens lovmæssigheder ophævet, hvilket oftest fører
lige lukt ud i paradokset: ”Alt hvad jeg siger ophæver sig selv, det ender med at jeg ikke
har sagt noget.” 206 Også Besøgets suspension af temporalitet (”Jeg har nu været her,
hvor længe har jeg været her?” (s. 137)) og spatialitet (”Jeg aner intet om hvor I landet
dette sted ligger.” (s. 141)) her i del II peger tilbage på Becketts afskrivning af selv
samme fysiske lovmæssigheder i mange af sine tekster. At både tid og rum med andre
ord optræder som kortsluttede strukturer i Besøgets del II illustreres også af, at jeget har
kastet vækkeuret i søen (s. 143), og nærmest synes stivnet i sin meditative forberedelse
på at leve. Teksten selv bevæger sig i del II mod samme minimalistiske, asketiske og
generaliserede udtryk, som også fiktionens rum antager.
Del II står i et komplementært forhold til både del I og del III. Hvad vi
præsenteres for er endnu et forsøg på at leve, at gribe virkeligheden, at være til i verden.
Men også del II repræsenterer en blindgyde. Vi er vidne til en højreflekteret, nøgtern og
analytisk afsøgning i og udforskning af den menneskelige bevidsthed (fejlslagne) forsøg
på at række ud over sig selv ved tankens, refleksionens og rationalitetens kraft. Men
205 Beckett 1958, s. 14.
206 Ibid., s. 28 (”Sovemidlet”).
86