Lars Green Dall - Aarhus Universitet

[…].” 178 Gemzøes idiosynkratiske blokeringer gælder især (to af) Madsens tydelige
litterære udspring: ”Alain Robbe-Grillet forekom(mer) mig kedelig og som teoretiker
tynd; Samuel Beckett oplevede jeg først som frastødende og svær.” 179 – Gemzøe må
dog efter genlæsninger af Beckett relativere sin antipati: ”Nu indser også jeg, at Beckett
er en stor forfatter, selv om meget i hans livs- og litteraturholdning fortsat støder mig.”
Gemzøe er udmærket selv klar over, og medgiver på det nærmeste, 180 hvad der
også ved hans forsvarshandling blev påpeget, 181 nemlig at Metamorfoser i mellemtiden i
al sin imponerende og altomsluttende omfangsrighed lider under vægten af sine mange
ord, betragtninger, perspektiver, indskud og – ikke mindst – intertekstuelle referencer.
Det er som om, Gemzøe indfanges i sit eget spind af teoretisk professionalisme,
lødighed og omhyggelighed. Og spindets klæbrige tråde er netop spundet af begrebet
”intertekstualitet”, som både bliver Gemzøes styrke og paradoksale svaghed. Således
forbindes eksempelvis Besøget med for det første de ”oplagte” intertekstuelle
samtalepartnere - Kafka, Beckett, Joyce og Robbe-Grillet (og sidstnævntes franske
kumpaner!), og for det andet litteraturhistoriske perioder og strømninger som barokken,
romantikken og modernismen, og endelig med navns nævnelse: - Heidegger, Kant,
Kierkegaard, Nietzsche, Wittgenstein, Gasset, Sartre, Schopenhauer, Hortelano, (H. C.)
Andersen, Kingo, Ingemann, Bang, (I. P.) Jacobsen og Seeberg (m.fl.)! 182 Med en
anelse uforskammethed kunne man sige, at svagheden i ovennævnte encyklopædiske
intertekstualitet burde være (selv)indlysende, ikke mindst fordi Gemzøe ved
størsteparten af de indkaldte intertekstuelle vidner kun flygtigt betoner hvorfor og
hvordan, de er relevante. Jeg mistænker Gemzøe for at udfolde dette arsenal af
referencer, som en konsekvens af det tydelige ubehag og mishag, han nærer ved ”den ny
roman” og dennes filosofi, forfattere og litterære udgydelser. 183 Fokus flyttes
simpelthen fra idiosynkrasiens og antipatiens litterære objekter.
TRIFOKAL OPTIK Madsen gav ved udgivelsen følgende mulige udlægning af
Besøget: ”Jeg er kommet til at tænke paa, at min roman er som en symfoni i tre satser
178 Skov Nielsen 2003, s. 16.
179 Gemzøe 1997, s. 21.
180 Ibid., s. 13.
181 Bredsdorff 1998, s. 35. Pudsigt nok udtaler Gemzøe i afhandlingen kritik af netop Bredsdorff (m.fl.)
for ikke tidligere at have ”gjort nok ud af” Madsens ”filosofiske forudsætninger”. (Gemzøe 1997, s. 21)
182 Gemzøe 1997, kapitel 2.1 og 2.2. Som nævnt tidligere glimrer Descartes ved sit fravær hos Gemzøe!
183 Og Gemzøes antipati for Robbe-Grillet og co. er både ubetvivlelig og udtalt! (se Gemzøe 1997, s. 70f.)
78