Lars Green Dall - Aarhus Universitet

Ulysses slipper alle tøjler, negligerer og obstruerer alle litterære og sproglige normer,
forskrifter, traditioner, hæmninger og direktiver og lader virkeligheden, verden og
hverdagen åbne sig, folde sig ud og fortælle sig selv på sin måde.
LYSTBILLEDER Gemzøe har ganske sigende kaldt Madsens Lystbilleder (1964) ”en
komplementær udfoldelse af modellen fra James Joyces Ulysses” 71 , og at Madsens
værker i mange henseender er en hyldende gestus til Joyce og Ulysses, er åbenlyst, idet
Madsens forfatterskab ubetvivleligt hviler på et fundament støbt af Joyce:
Perspektivisme, polyfonalitet, intertekstuel ekvilibrisme og ypperlig sprogbevidsthed.
Som Joyce i Ulysses lader Madsen i Lystbilleder korresponderende, komplementære og
vekselvirkende spor i teksten og i sproget følges ad, som både med- og modspillere: For
eksempel præsenteres åbningsscenen i Lystbilleder, den brutalt ekspressive voldtægt, få
sider senere omskrevet - nu i et radikalt anderledes perspektiv: En deformeret
journalistisk retorik. 72 Der gøres hermed eksplicit opmærksom på fiktionaliteten og
genskrivningens ubetingede frihed til skift i synsvinkel og værdiladning. Kapitel 7 i
Ulysses er tydeligvis forlægget for overskriftsteknikken i Lystbilleders første tredjedel.
Overskrifterne (i versaler) er, både i Ulysses og i Lystbilleder, for det meste (stærkt)
subjektive fortolkninger af – eller snarere forvredne kommentarer til - det kommende
lille prosastykke, og er derfor ikke beskrivende, forklarende, oplysende i traditionel
nyhedsforstand. Med andre ord er der tale om to parallelle, eller snarere oscillerende og
skurrende diskurser – hhv. overskrift og tekst. 73
Hos både Madsen og Joyce er disse komplementære spor i teksten en
understregning af, at beskrivelsen og fortællingen altid vil udgå fra én bevidsthed, ét
sprog og én verden, og derfor må medføre tilfældige, arbitrære, idiosynkratiske og
subjektive udlægninger af ”sandheden” og ”virkeligheden”. Der vil altid være andre
muligheder, andre diskurser: ”Man kunne, i stedet for, de lyse”, lyder det afslutningsvist
i Lystbilleder 74 ; ord som vi i øvrigt hører gentaget i ”Om sig” fra Tilføjelser (1967) –
irriteret, indrømmende: ”[…] jeg ved det godt, jeg ved det godt, jeg ved det godt, jeg
71 Gemzøe 1998a, s. 11.
72 Madsen 1964b, s. 11.
73 Joyce 1922, kap. 7 og Madsen 1964b, s. 11-39.
74 Lystbilleder, s. 135 upag. I mit interview med Madsen, gentager han (uopfordret!) denne rudimentære
sætning fra Lystbilleders indeterminerede udgang - to gange! – i forbindelse med en interessant (men ikke
overraskende) afsløring af sig selv som værende modernistisk relativist. (bilag 2, s. 17f.)
31