Ord i hovedet

Det er som et varmt spøgelse går gennem mig. Jeg må have adgang til denne have, nyde
dens frugter, bade og boltre mig i bassinet, jeg vil fyldes til jeg sprænger.
Gad vide, hvordan Gonzales holder stand? Han går op og ned ad hende hver dag. Måske
små fede mænd på forhånd har udelukket sig selv fra dette spil? Skulle man blive lille og
fed, undgå det uopnåelige og stille sig tilfreds? Jeg ser over på ham. ”Nej.” Jeg
foretrækker mit eget liv.
Hun kommer ind igen. Projektørens røde lys følger hende, mens hun skrider frem i en
langstrakt feminin march, op på scenen. Jeg klapper stadig, Hansson ler, larmen vil ingen
ende tage, før hun som en svane der folder sine vinger ud, fører armene op over hovedet,
og tavsheden bliver det eneste, der kan høres.
Med en dressurhests undertrykte passion stamper hun en gang i gulvet, et smæld, et
anslag, der fortæller kastagnetterne, at nu er det tid. Kastagnetterne lukker i med et
knald. Jeg løfter glasset og hilser på Hansson. Vi smiler, lykkelige for at se hende igen.
I går fortalte Hansson, at McCay har besøgt hende bag scenen. ”McCay er den eneste,
som er vendt tilbage. De andre, for der har været andre, kommer her ikke mere.” Men han
vil ikke tale om det. Han klapper i, når jeg spørger ham.
Hun er færdig. Vi klapper igen. Hun skuer ud over forsamlingen, fanger mit blik og
tømmer mig atter for luft. Før hun forlader scenen, tager hun en rose fra sit hår, kaster
den gennem lokalet. Jeg rækker armene ud og griber den. Hansson ser på mig med en
tvetydig mine af glæde og skuffelse.
Jeg er til gengæld fyldt af engle, har fået vinger, smukke glasagtige vinger, og jeg vil lette,
mere klar end jeg nogensinde har været, da den lille gnom til Gonzales stopper mig. ”Gin
tonic, senõr?”
Jeg ser ned på ham. ”Si, si,” vrisser jeg.
”Fuerte, senõr. Si, fuerte.”
Jeg stikker ham en håndfuld mønter, vil have ham af sted hurtigst muligt. Han fumler,
taber pengene på gulvet. Jeg bukker mig for at hjælpe og taber rosen. Gonzales træder
på den, maser knoppen og tværer bladene ud.
”Tonto!”, råber jeg gal. Han trækker sig tilbage, undskylder. Jeg ser op. Hun er væk.
Hansson trækker på skulderen.
Jeg samler resterne af rosen, lægger den i en serviet i min brystlomme, rykker stolen for
at se om jeg har fået alt med. Et manglende blad, efterladt på gulvet er nok til at bryde
følelsen af helhed. Men jeg har dem alle.