Ord i hovedet

Tirsdag
Smøgen er væk, og tyggegummiet er i munden. Ny musik i øret og billetten taget frem.
Jeg hiver mig ind i bussen og trækker sædet på mig. Mærker den stikkende fornemmelse
af bussæde mod mine fingre.
Lukker midlertidigt ned og bliver væk, mens jeg slumrende betragter jer. En sitrende
masse af spraglet liv. Så fuld af, så åben for. Jeres øjne suger, jeres kroppe stritter. Men vi
retter jer ind. Friserer jer på plads. Får uden at blegne pillet farverne af jer, og I bliver
gidsler for krybende krav om sikkerhed og retning.
Jeg kigger væk og skifter nummer på min Ipod. Prøver at bevare roen lidt endnu. Bussen
vugger mig halvt tilbage under dynen. Gadunk, gadunk, gadunk – sluk. Der kom svinget,
og der kom ham, der altid kommer der på det tidspunkt – tænd.
Pulsen stiger i takt med meterne, der bliver færre og færre. Jeg kæmper for at finde mig
selv igen. Bussens døre lukker, og jeg står i krav og forventninger op til halsen.
Sætter mine ben i gang; de skal jo for fanden derop. Op af trapperne, op til døren. Den er
lige så tung som den plejer og luften bag den lige så befængt med stress og tabte sjæle.
Kæmper for at stå fast – træk vejret. Hvor lang tid var det, jeg skulle være her i dag.
Spillet er i gang, rollerne er fordelt, og jeg er klar til at spille min.
Onsdag
Jeg er halvvejs, men ikke fremme.
Så jeg sukker, suger maven ind og skyder brystet frem. Jeg holder ud, der er ikke længe
igen. Prøver at hive poserne under øjnene lidt højere op under armene. Hanker op i alt,
der kan bæres. Træder ind i rollen. Trækker den på mig – langsomt. Som en tung, drivvåd
frakke, der klæber alt for omklamrende til min krop. Knapper den og trækker vejret ind.
Rollen skal spilles – også i dag.
Tid går ubemærket.
Sidder i bussen, på vej hjem. Forsvinder ud af vinduet, prøver at lukke af. Kigger
misundeligt på køerne på marken. Savner at tygge drøv, savner at ligge tæt med en anden
i timevis, uden anden lyd end maver der rumler.
Langsomt og enkelt.