Ord i hovedet

Nogle gange hjalp hans mor ham med at rydde op. ”Lad os tage en tørn, Torkil,” sagde
hun, og så valgte de de bedste billeder og satte dem ind i bøgerne.
Torkil lagde den blå udklipsbog foran sig på skrivebordet, tændte skrivebordslampen og
begyndte langsomt at bladre i den. Dér var en hvid kat med langt hår og et surt ansigt.
Den passede godt til den helt grå, langhårede kat med hovedet på skrå, der var sat ind på
siden overfor.
Hvor var det nu, det var, det billede med katten, der lignede Misse Misser? Han bladrede
videre.
Et løst billede af en knallert havde sneget sig ind imellem kattesiderne. Knallerten var
nøjagtig magen til hans egen røde Puch Maxi.
Han tog billedet op og skulle lige til at lægge det væk, men kom så til at tænke på den
nye plastickasse, han havde købt til at sætte bag på knallerten.
Når han kørte af sted med kassen bagpå og styrthjelmen, så var han en rigtig mand, og
han forestillede sig, at han skulle ud og hjælpe vennerne med at ”fikse tagrenden”, og at
han havde værktøj i kassen. Kassen havde været rigtig god, dengang Misse Misser skulle
ud i hulen. Han blev siddende med billedet af Puch’en i hånden. Den dag, han fik sin
knallert, var den bedste dag nogensinde.
Torkil havde ønsket sig en knallert, lige siden han havde set drengene fra vejen drøne
rundt på knallerter i de lange forårsaftner. Farten, lugten af benzin, vende bunden i vejret
og tune, bore – nye ord, han havde for en gangs skyld lærte hurtigere end lillesøster. Men
den ene fødselsdag gik efter den anden og den ene jul efter den anden.
Han fik små, smarte knallerter og motorcykler i skinnende metal, til at sætte i
vindueskarmen. Han fik bøger og hæfter med flotte billeder af knallerter. Han havde oven i
købet fået en knallert med et ur i baghjulet, og som om morgenen vækkede ham med
lyden af drønende knallertstart.
Men det var alle sammen snydeknallerter, og det var en rigtig knallert, han ville have.
Alligevel beholdt han gaverne. De stod på værelset og gav næring til drømmen, der ikke
ville slippe.
Det nyttede ikke noget, at hans mor og far sagde: ”Uoverskuelig trafik for dig, Torkil.” Han
smak døren i til værelset og kom tilbage og plagede og plagede og plagede, også selv om
drengene på vejen efterhånden skiftede knallerterne ud med biler.
Den dag Torkil fyldte 25 år, kom mor og far og lillesøster til morgenmad. Merete havde
hjulpet ham med at dække fødselsdagsbord på værelset.