Ord i hovedet

Jeg tager ellers godt tilløb og hoster let for at klare halsen. Åbner munden, som man skal
og trækker vejret roligt. Men. Forbandelsen har taget form af barnlige ord og sætninger.
De springer frem fra bunden af kroppen. Fra dybet under maven, gennem hjertebenet,
gennem kæbeledet, rundt om ørerne og hviler tungt oven på hovedet. Før de trænger
igennem. I tankerne siger jeg smukt og formfuldendt. Frit:
”Ih, du godeste. Prøv lige at se al den ballade, der er nede på gaden. Nu demonstrerer de
igen. De autonome har faktisk en vis sympati fra min side. De kæmper for en sag, og det
er altid prisværdigt, selvom metoden er noget anløben.”
Men barnet presser sig på, op gennem halsen og siger, inden jeg når at få et ord indført:
”Hold da op, hvor de larmer. Hvad tror I, de laver?"
Spørger på en måde, så familien tror, at jeg er en 10-årig i en kvindes krop. En let
retarderet en af slagsen.
I dag holder vi familiefest. Dem har vi uendeligt mange af. Så går tiden da, som mor plejer
at sige. Ved lyden af min høje, glade stemme, kigger de nærmeste gæster venligt på mig.
Meget, meget venligt og sådan lidt uforpligtende, ved jeg. Jeg er sådan noget, der hører
med – ligesom de lange, florlette blondegardiner, sølvbestikket, tintallerkenerne og
Aluminiavasen fra oldefar Godfreds familie.
Hvis bare de ville vise tænder en gang imellem. Eller stikke porrer i ørerne. Eventuelt
smide tøjet eller servere mad, der ikke er.
Onkel Hans med de abnormt store hornbriller, tager min hånd og kysser den blidt, som
han altid gør. Han siger ikke noget til balladen nede på vejen, skæver bare forlegent ud på
den solbeskinnede flok, der tramper rundt. Han snøfter.
Tante Oda med det 40 cm høje sølvhår henter mig et lunt, blåt tæppe. Hun pakker det
nænsomt omkring mine knoglede skuldre og klapper min tørre kind. Der er altid lune
tæpper nok. Også i 25 graders varme, som der er nu. Der skal ikke mangle noget.
Jeg opgiver at fortælle alt det med sympatien og kigger mig i stedet omkring på
gæsterne. De ser så nydelige ud.
Fra min plads på vinduesbænken, lytter jeg lidt til den spredte snakken. Den siver altid
rundt i huset, lige som dis. Snak, snak. Disen har aldrig tilfredsstillet noget hos nogen, er
jeg ret sikker på. Den fylder bare de fine, dæmpede stuer med en blød, kælen hvisken.
Den forstyrrer ikke designerkjolerne og juvelerne, der blinker kvikt, med stil. Den blødgør
alting. Selv dansen, der går i gang lige om lidt. Roligt og nydeligt og behersket.