Ord i hovedet

Kop
af Katrine May Hansen
Du vågner, fordi noget klistret løber ind i dit øre. Dunkende hovedpine og du må have tabt
din ene kontaktlinse. Et øjeblik undrer du dig over hvordan, men så husker du, at der var
nogen, der holdt fest og opdager samtidig, at det klistrede er blod.
Du har ikke ondt nogle steder, men du må være faldet i søvn på gulvet, og du må have
været beruset, for du ligger i en underligt, forvredet stilling, næsten på maven og hovedet
mod betongulvet. Uheldigt, for det ligner et tykt tæppe ca. tyve centimeter fra dit ansigt.
Du rejser dig op på albuerne, uden svimmelhed. Det er et gulvtæppe, langhåret og
cappucinofarvet, dyrt.
Der har været fest her, og nu husker du champagne og mange mennesker, høj musik. Men
her er helt stille nu og ingen mennesker at se. De gik alle sammen ud på altanen, der var
noget fyrværkeri. Men ikke dig, og nu husker du mere, heller ikke pigen gik med dem. Den
lille pige, hvad var hun, måske 12 år, og du havde tænkt over, hvem der mon endte med
at have hende.
Det er det sidste, du husker, resten er væk fra hukommelsen og nu tænker du flygtigt;
mon jeg var blid ved hende, jeg håber, jeg var blid mod hende.