Ord i hovedet

Far vågnede heldigvis ikke. Han var helt varm indeni, forestillede sig farens overraskelse,
de glade øjne han ville få. Og så var han begyndt at synge, så højt han kunne. Først skete
der ingenting. Så rykkede det i fars ben og hænder. Så slog han øjnene op. Jonas blev lidt
bange, for det var, som om far ikke vidste, hvem han var, sådan som han stirrede. Så han
sagde: ”Far? Det er Jonas, far. Jeg laver fødselsdag for dig.” Han går i stå. Forsøger igen.
”Jeg har også lavet kaffe.” Han går i stå igen.
Far vinker ham hen, og først ser det lovende ud, han stiller bakken i fodenden og går
nærmere, helt hen til farens hånd. Den tager fat i ham. Sådan et greb, man ikke stikker af
fra.
”Er du klar over, hvad klokken er? Det er jo nat, knægt, kommer du og bræger mig op i
hovedet om natten?” Farens blik falder på bakken i fodenden. ”Og så på min fødselsdag!
Fortjener en mand ikke lidt fred og ro på sin egen fødselsdag?”
Jonas lukker øjnene. Det gør ondt i hans arm.
”Undskyld, undskyld,” siger han, ”jeg troede …” Han holder øjnene lukkede. Han kan
mærke faren kæmpe for at komme op at sidde i sengen. Bakken falder på gulvet. Jonas
åbner øjnene på klem. Den ene skål er smadret, mælken løber ud på gulvet og blander sig
med indholdet fra de to kaffekopper. Den lysebrune væske sejler hen imod ham. Nogle
havregryn flyder ovenpå, som små skibe. De når snart hans fødder, han flytter dem lidt.
Hans arm gør meget ondt. Han ser op på faren. ”Undskyld,” siger han igen, stille. Han ved
godt, at faren ikke hører ham.
Det var også den sang. Han skulle ikke have sunget. En hel række af han-skulle-heller-
ikke-have-gjort ringler gennem hans hoved, mens faren stavrer ud af sengen, går ud i
køkkenet. Henter klud og fejebakke. Tørrer op og tager porcelænet med ud. Jonas kan
høre ham vaske op. Så kommer han tilbage med en ny klud, tørrer efter, og går ud og
skyller den ved vasken. Han kigger ikke på Jonas en eneste gang, siger heller ikke noget,
lader ham bare stå.
Så kalder han ude fra køkkenet. En gang, lavt. Jonas går derud.
Han genkalder sig farens ord. Mellem slagene. Måske var der også nogle spark. Men han
skal lære det. Man må ikke forstyrre. Man skal høre efter.
Jonas ved ikke helt, hvad det er, man skal høre efter, men skynder sig at lade tanken
passere. Det må man bare lære.