Hvorfor du skulle have været blid, ved du ikke, det har vist i det hele taget ikke været nogen særlig blid fest. Blodet ved øret er næsten størknet nu, men det dunker svagt ved tindingerne, som en uhørlig, tung basrytme. En fysisk rytme. Du rejser dig op, alligevel lidt besværet, det slører ligesom for dit ene øje. Nå ja, kontaktlinsen. Det kan vist ikke nytte noget at begynde at lede efter den. Det er et stort sted, en aflang stue, med køkken i den ene ende og vinduer fra gulv til loft på begge langsider. En trappe fører nedenunder, har du været der? og en altan i hele stuens længde, skydedøre af glas. Der er åbent, og du rejser dig op og går derud, for at få lidt luft og klare <strong>hovedet</strong>. Men dumt, for du kigger ned, fra første sal må det være, og der ligger på jorden, på maven, med hovederne vredet om, næsten som du selv lå før, fire mennesker. Det ser ud som om, nogen har taget skalpen på dem, deres hoveder ligner kopper, med ansigter på den ene side og hår på den anden. Kopper, som er blevet væltet, så indholdet er flydt ud. Det ser mærkeligt ud, for du kan ikke rigtigt afstandsbedømme. Det ser ud som om, de fire kroppe hænger og svæver ca. ti centimeter over jorden, men det kan jo ikke passe. Og pigen er der ikke, og nu har du også snart set nok. Væk fra altanen, ned ad trappen, som ikke fører ned i en ny stue, men ned til en form for bryggers, gråt i grå beton og tomt. Nej, ikke helt tomt for her ligger endnu en krop, på maven, med ansigtet drejet hen mod trappen og dig. Hans hoved er også en kop, men denne gang bliver du bange, for han ligger og kigger på dig. Roligt, og du føler dig sikker på, at du har set ham før, det var ham, som kom med pigen, og han er den onde så du håber, at det stirrende blik er tomt, og bevæger dig hurtigt over rummet og videre ned ad en ny betontrappe. Uden for synsvidde, stopper du op et øjeblik og lytter, men der er stille. Næste niveau ligner en parkeringskælder, malede båse på betonen og gult lys, et stort, lavt rum, uoverskueligt, men der er bevægelse længere fremme, en slæbende, hurtig bevægelse. Du håber, det er pigen, så vil du tage hende med væk fra dette sted, men hvis det er hende, så må du have gjort hende fortræd og desuden ved du jo heller ikke, hvordan du skal finde ud. Du står lidt sådan, ubeslutsom, indtil du bliver opmærksom på en skrabende lyd bag dig, og du behøver ikke vende dig om for at se ham. Du ved, at han nu er i parkerings- kælderen og hvis du vender dig, vil han ligge som da du forlod ham ovenpå, med sin krop vendt mod gulvet og koppens ansigt vendt mod dig, stirrende.
Måske ved pigen, hvordan man finder ud, men nu er der stille foran dig. Du beslutter dig alligevel for at gå efter, hvor du sidst hørte lyden. Det kan vel aldrig skade at spørge, og det kan jo være, at du kun har gjort hende lidt ondt. Lyset er lidt mildere i denne del af rummet, og der er lyde, almindelige lyde, af kørende biler og en sirene, som kører forbi tæt på. Du står nu på en slags indkøringsrampe. Det er et parkeringshus du er i, det forklarer også al betonen. Der må være flere niveauer, hus og have og altan på den ene side af bygningen, og ud- og indkørsler til et stort motorvejsnet på den anden. Det forekommer dig, at du oprindeligt kom ind i bygningen fra altansiden, og tænker flygtigt, at du burde gå ud samme vej. Det virker bare så uoverkommeligt. Du er også holdt op med at lede efter pigen, for de sidste minutter har du haft en tanke, som du ikke kan slippe af med, og måske er det i så fald bedre at lade hende løbe og selv finde ud. Du er nødt til at møde nogen, bare én, som kigger på dig og bemærker dine forrevne knæ og blodige knoer, men ikke siger et ord om dit hoved.
Change language