Ord i hovedet

En garderobe på en stang med utallige kjoler, udslåede vifter med figurative labyrintiske
billeder af dansere og plakater af tyrefægtere, en række med sko, et sminkebord, hende
med ryggen til og spejlet med de lysende pærer, hvori vores øjne mødes.
Hun har taget sminken af. Den mørke plet på kinden er hendes, ligesom de brune øjne,
det sorte hår og læberne, de to røde puder fyldt med rasende kærlighed. Hun smiler,
vender sig og ser på mig.
Ingen af os siger noget. Forlegenheden i mig søger efter ord, vil have mig i tale, men ved
ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er uforberedt, har udelukkende koncentreret mig om at
komme ind bag scenen. Hvad der ville ske, når jeg engang var der, når jagten var slut og
trofæet foran mig afkræver en værdig død, har jeg ikke tænkt på.
Jeg tager det eneste, jeg har. ”Din rose,” siger jeg og viser hende servietten. Hendes
spinkle hånd lukker sig om min. Tornene skærer gennem servietten, ind i mit kød. Jeg er
ved at skrige, men bider det i mig. Hendes øjne viger ikke fra mine. Hun rejser sig, stiller
sig så tæt på mig, at jeg kan mærke hendes hjerte slå i en langsom, tung rytme.
Jeg er usikker, føler mig som et byttedyr, skal netop til at sige noget, da hun lægger en
finger på mine læber. ”Han slår dem ihjel, ved du det.”
Jeg mærker hendes ånde i mit øre.
”Han skærer halsen over på dem og kører deres lig ind til byen, til slumkvarteret hvor han
fodrer dem til hundene.”
”Hvem?”, stammer jeg.
Hun kører sine negle ned ad min ryg. ”Gonzales,” hvisker hun så. ”Han dræber alle dem,
der kan det, han ikke kan.” Hun ser drilsk på mig. Jeg kan mærke blodet løbe gennem
servietten.
”McCay kunne ikke, det vil sige, ikke med kvinder. Han har ellers så pænt hår.”
Jeg rømmer mig, vil gå et skridt tilbage. Jeg har taget munden for fuld, er parat til at spille
krysteren, men hun holder mig fast, presser sig ind til mig, og pludselig kysser jeg de
læber, som jeg gennem en uge længselsfuldt har betragtet.
En varm flod løber gennem mig. ”Vi må væk med samme,” siger jeg og åbner døren. Jeg
hører hende le. Jeg kan klare det, tænker jeg. Så hører jeg hende skrige. Jeg falder
bagover, slår hovedet i gulvet. Et øjeblik er jeg væk, befinder mig i en hytte i skoven, foran
en kamin, hvor gløderne knitrende springer og varmer mit ansigt. Udenfor tuder en ugle
og et i sted nærheden hakker en spætte i et træ. Min mor kommer ind og lægger en pude
under mit hoved. Hun pakker mig ind i et tæppe. Jeg begynder at svede.