Ord i hovedet

Sådan har jeg det også. Jeg er forfatter. Inde i mig folder ord sig ind og ud af store
kompositioner, krøller sig sammen lige bag tungen og forfører mig mindst 30 gange om
dagen. Jeg længes efter mine helte om natten. Og jeg føler med skurkene. De martrede
sjæle, der ikke altid er så onde, som de ser ud til. Typer, sanser og sanselige billeder på
ord – der råber op om de svedne dufte af Sankt Hans-heksen, mens hun brænder. Eller
hvisker tungt i mørket om den lange, ensomme nordfinske vinter, som man kan læse om,
så ørerne fryser til is.
Hvert ledigt øjeblik bliver brugt på at finde ord. Eller på at skrive nogle ned på tilfældige
sevietter. Eller bagerst i brugte regnehæfter, hvor der står komplet uforståelige ting. Jeg
har også en hel stak gamle ugeblade liggende under sengen i en hemmelig, tæt, brun
æske. Der er tegnet cirkler i de fleste af dem. Over 1000 gange i et enkelt blad, talte jeg
engang. Det er cirkler, som jeg har sat omkring mine yndlingsord.
Hvad angår kvaliteten af ordene. Jo. Lad os bare sige, at der er visse problemer.
Kommunikationen til resten af verden halter. Som 12-årig blev jeg forbandet ved en
fejltagelse. Jeg tror i det mindste, at det var en fejl.
Det var lille Lise-Marie nede af vejen, der gjorde det. Hun spyttede på mig af ren
hidsighed, fordi jeg havde stjålet hendes nye, gule madkasse. Den havde en engel på. Og
et smukt svunget, mystisk navn: Ophelia. Den duftede af 'hjemme hos Lise-Marie'. Lidt af
kokosmakroner og gamle bøger. Hendes syrlige, tykke spyt drev ned over min mund, og
hun hylede:
"Gid du ville forsvinde! Og gid du vil være lille altid! Så kan du forstå, hvordan det er at
være den, der bliver drillet hele tiden! Jeg hader dig!"
Og så løb hun. Siden den dag har ordene ikke rigtigt kunnet fødes og modnes. I starten
troede jeg, at de ville komme af sig selv, men nej.
Nu er Lise-Marie en stor kanon inde på Christiansborg. Hun er tit i nyhederne med sine
elegante, perfekt syede jakkesæt. Og hun holder lange, kedelige taler, mens hendes blå
øjne kigger bistert på alle de mennesker, der skader hendes land. Vældigt skræmmende.
Jeg derimod, bor hjemme hos mor. Vi er meget rige, ved jeg.
Jeg forestiller mig, at rigdom er en slags ekstra stor madkasse, som man bare har, men
ikke rigtigt ved hvad man skal fylde i. Måske. Jeg ved ikke så meget om den slags. Kun at
vi ikke behøver gå uden for en dør – alt bliver ordnet.
Ja, vedrørende ordene. Der sker noget grimt og fordærvet, hver gang jeg skal have de ord
ud.