You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Næste morgen var Torkil syg. Han blev i sengen. En vikar bankede på, åbnede døren på<br />
klem og spurgte, om hun måtte komme ind.<br />
”Nej, jeg er syg.”<br />
”Nå, er du syg.” Hun betragtede hans varme ansigt. ”Men så ringer jeg til værkstedet og<br />
melder dig syg. Skal jeg komme med morgenmad?”<br />
Torkil rystede på <strong>hovedet</strong>. Bare sove. Vikaren gik. Han faldt i søvn igen. Drømmene ville<br />
stadig ikke give ham fred.<br />
Han vågnede med et sæt. Misse Misser skulle have mad, og den måtte væk fra hulen nu!<br />
En redningsaktion begyndte at tage form i hans feberhede hoved. Han ville tage ud til<br />
hulen lige med det samme. Først skulle Misse Misser have mad, og så ville han tage den<br />
med sig. Det gik nok at have den på værelset et par dage. Han kunne lade være med at<br />
lukke nogen ind. Det havde han jo fået at vide, at han havde ret til.<br />
Torkil klædte sig på og løb forbi bryggerset. Vikaren var ved at lægge vasketøj sammen.<br />
Han havde ikke set hende før. ”Jeg skal lige ned i byen.”<br />
”Ja, men du er jo syg!” Hun så usikkert på ham og vendte sig atter mod vasketøjet.<br />
Torkil kunne næsten ikke få sin værkende krop op ad højen. Da han kom ned foran hulen,<br />
fik han øje på den rødlige jord, der var ved at blive vasket væk af regnen. Han fik kvalme<br />
og skyndte sig ind til Misse Misser. Inden han proppede katten ind under jakken, tog han<br />
et ordentligt sug af sin inhalator. Så småløb han tilbage til knallerten for at putte katten<br />
ned i kassen bag på knallerten. Den protesterede hvæsende og med strittende poter som<br />
modhager.<br />
Torkil pressede til og fastgjorde låget: ”Det er fint, Misse Misser.”<br />
Feberen hærgede i kroppen, en hovedpine dunkede. Han ville hjem i seng igen. Tanken<br />
om, at Misse Misser så kunne ligge sammen med ham i sengen, gjorde ham salig og gav<br />
ham den sidste energi.<br />
Da han svingede til højre fra skovstien og ned mod byen, skred knallerten ud. Den sløje<br />
krop ville ikke lystre, ikke rette op. Knallerten gled ned på siden og fortsatte i cirkler ned<br />
ad vejen. Kattens angste mjav og kradsen mod plastickassen kunne ikke overdøve den<br />
løsslupne motors skærende skred over asfalten.<br />
Torkil gled med, med hændernes faste tag på håndtagene. Han fik sluppet gashåndtaget<br />
som det sidste, inden han blev revet ind i mørket.
Change language