Ord i hovedet

Hr. Murch krummede sig en anelse mere sammen, gigtsmerterne for et øjeblik overdøvet
af den smerte hans ører måtte udstå.
”En dag finder den gode doktor en kur mod klichéer, hr. Floese, og da vil vi alle være
mindre plagede.”
”Ha! Mon dog,” lo hr. Floese og tog sig til sit omfangsrige korpus. Latteren, der startede
dybt i hans mave, rejste sig som en bølge mod den askegrå skjortes bolværk.
Så længe de tykke næver holder, tænkte hr. Murch, er der vel ingen fare for, at han
sprænger.
Hr. Murch satte sig langsomt til rette under kunsten. Et maleri, holdt udelukkende i
nuancer af hvid. En vederstyggelighed uden lige, hvis hr. Murch skulle udtrykke sin fulde
begejstring for den.
En gang havde hr. Murch til sin store forfærdelse fundet hr. Floese stående, betragtende
kunsten. Han tænkte, at hr. Floeses sind havde pakket og rejst ud af fornuftens rige i
nattens løb. Men hr. Floese havde ikke noget bedre at sige om kunsten, end at man havde
valgt det perfekte sted at hænge den. Siden den dag havde hr. Murch og hr. Floese haft én
ting at være enige om. Når de sad på deres vante pladser, med kunsten hængende uset
bag dem, kunne de begge næsten glemme dens rædsomme eksistens.
Døren til udgangen gik op, og de to næser tilhørende hr. Murch og hr. Floese drejede
synkront mod den. Men det var ikke buddet med forsyninger, og hr. Floeses latter slap
hurtigt op. Den bølgende mave faldt til ro øjeblikke efter.
Endnu en plaget, tænkte hr. Murch. Af hvad, skal hr. Floese nok få kommenteret på, men
ikke uden at gøre det værre for os alle.
”Hva' dælen?”, udbrød hr. Floese ved synet af den tynde midaldrende herre, der slingrede
hen mod deres bænk, mens han holdt sig til hovedet med begge hænder. ”Behandler
doktoren nu også hoveder, der er ved at falde af?”
”Tag dem ikke af hr. Floese,” sagde hr. Murch, efter at den fremmede nærmest var faldet
ned i siddende stilling. Han var ulasteligt klædt. En forretningsmand måske, tænkte hr.
Murch.
”Mit navn er hr. Murch, ømme led og værkende knogler. Dette er hr. Floese, fortykkelse,
højt tryk og varm luft. Og De er?”
”Svimmel,” svarede den fremmede.
”Hr. Schwimmel?”, spurgte hr. Murch.
Hr. Floese klukkede, og små krusninger dansede atter på skjorten.