Ord i hovedet

Du er bange. Og jeg prøver at få din onde drøm til at blive god igen.
Jeg holder mig vågen og holder dig fast i hånden, indtil faren er drevet over, og alle sorte
tanker har forladt dit sind.
Du putter dig ind til mig som en lille fugleunge. Mens jeg er klippen.
Eller skal forestille at være det.
(En rolle som jeg elsker at leve mig ind i. Som er værd at gå i døden for).
Jeg udspiller først min rolle, når du har lukket dine øjne.
Så du ikke skal opdage, at jeg ikke er den klippe, som du tror, jeg er.
Så du ikke skal opdage, at jeg i virkeligheden er meget blødere end den klippe.
Eller at jeg lige nu kommer i tvivl, om det er dig, der er klippen.
(I virkeligheden er kærlighed ikke kun et spørgsmål om, at jeg elsker dig men lige så
meget et spørgsmål om, at jeg er bange for at miste dig. Det indser jeg først nu).
Det indser jeg først nu, hvor floden går over sine bredder, og jeg mærker, hvordan klippen
gradvist ophører med at være klippe. Hvordan den begynder at slå revner og gå i
opløsning. Og hvordan den i ly af mørket langsomt forvandler sig til en voksen mand, der
græder lydløst ved din side.
Jeg er den mand.