Ord i hovedet

Båndene brister i takt med mine skridt, der vender hjem. Hænger og flagrer formålsløst
bag mig. Har ingen berettigelse mere. Fredagsbånd der nok skal blive bundet igen på
mandag.
Savner mine børn og kan samtidig næsten ikke holde ud, at jeg skal hjem og passe dem,
før jeg kan besvime foran lige meget hvad. Bægeret er tømt til bunden. Nogen har på det
groveste bundet alt, hvad der var af indhold. Har glemt, at man aldrig tager det sidste
stykke.
En træt mor ser sine børn i øjnene – siger at i morgen bliver det anderledes og tror faktisk
selv på det denne gang.
Lørdag
Ligger i min puppe og forvandler mig til mig selv igen. Sover i store mundfulde. Propper
mig og synker. Søvnen virker som zinksalve på min hudløse krop. Dynen som et plaster på
såret. Flyder rundt i våde, varme søer.
Tankerne strækker sig længere, end de er vandt til. Driver på store bølgende oceaner af
uendelighed. Forsvinder – vil fjerne sig fra det, der har lænket dem fast. Det, der har
misbrugt dem på det groveste i mange dage nu.
Jeg skal ikke bruges til noget. Bliver ikke styret af noget bestemt. Er flintrende ligeglad
med, at dynerne lugter lidt for meget af mig og lidt for lidt af dig. Har nok i mig selv, vil
ikke forstyrres.
Alt kan vente – det er lørdag.
Strækker min krop. Mærker efter – jeg er her stadigvæk. Lidt for tynd og lidt ældre end
sidste lørdag. Men jeg er her. Åbner mine øjne – lader i et kort øjeblik virkeligheden flyde
ind. Træet udenfor – stille grene. Dynen ved siden af – du er stået op. Vækkeuret – 8.00.
Lyde – jer der er i gang. Vender mig om på den anden side og lukker af igen – er i et kort
sekund tæt på lykkelig.
Langsomt og enkelt.
Dine skridt på trappen. Føler en mærkelig irriteret glæde. Irriteret over, at du lige om lidt
kommer og trækker mig op til overfladen – kræver mig. Glad over, at du gør det – trods
alt. Glad over noget så banalt som en kop kaffe, en morgensmøg, en avis.
Glad over at der er noget levende og stort i min lille verden.
Lykkelig lørdag.