Ord i hovedet

Højen rejste sig som et sikkert udsigtspunkt midt i skoven. Torkil småløb hen til den og
fulgte stien, der slyngede sig op ad og rundt om højen, indtil han var på den side, der lå
skjult fra skovvejen.
Han spejdede op mod toppen, men der var heldigvis ikke en eneste turist deroppe, som
stod og sagde ”åh” og ”ih” og ”sikken en udsigt”. Han drejede væk fra stien og lod sig
bumpe ned ad højens bagside.
”Dit grimme skilt!”, sagde han til skiltet, der fortalte, at han var på forbudte veje. Han
havde været på højen med de andre fra Lærkebo, og da havde Merete sagt, at der stod
”Adgang forbudt” på skiltet.
”Ja, det er lige, hvad der gør,” havde han sagt, så de andre vidste, han kunne læse, ”for
det begynder med et A.”
Nu kunne han ikke se skiltet mere.
Ved foden af højens bagside var der en hulning. I den var der sat en tung trædør. Døren
førte ind til højens mørke indre.
Den dag med Lærkebo havde en dame i store gummistøvler vist dem ind i hulen og
fortalt, at det var et sted, de i gamle dage begravede døde. Torkil var blevet betaget af
den tilpasse blanding af uhygge og fredfyldthed, der var i gravhøjen, og han havde selv
fundet derhen et par gange, før det med højen blev alvor.
Torkil mærkede sveden pible frem. Han holdt vejret. Stenen lå stadig tungt foran den
mørke trædør. Men måske ... Han skubbede hurtigt stenen væk, famlede efter lygten,
åbnede døren. Et par lysende øjne mødte ham.
”Så er du der, Misse Misser?”, udbrød han. ”Hvordan har du det? Skal du have mælk og
dejlig mad?”
Katten strøg sig kælent op ad hans ben, som vidste den, at Torkil var dens eneste
fødekilde. Han fandt tallerknerne, de var slikket helt rene, og hældte mælk i den ene og
oksekød med sovs og cocktailpølser i den anden. Misse Misser skubbede utålmodigt til
hans hånd.
”Ja, ja da, du er nok sulten.” En frydefuld og blød følelse strøg ængstelsen væk. Sådan et
lille væsen, der ventede på ham og spiste hans mad.
Mens katten spiste, satte han sig på jorden og lyste på den. Det grimme sår ved det ene
øje var stadig dybt, rødt, gult og væskende.
”Det skal nok blive godt, det skal nok blive godt,” brummede han til katten. ”Du bliver frisk
igen, gør du.”