Ord i hovedet

Tiden er jo alligevel som den er. Den bevæger sig et skridt ad gangen i samme tempo som
jeg selv. Og den bliver hverken værre eller bedre af, at jeg laver afstikkere eller forsøger at stikke
af fra min gode rutine.
Mine forældre sagde tit at jeg blev født gammel. (de er begge døde nu). Som om jeg så
verden på en lidt stivbenet, adstadig måde, allerede da jeg trak vejret første gang, kun lidt blå i
hovedet. Ifølge dem, stirrede jeg uden at blinke mere end 2 gange i minuttet, de første par uger.
Det var efter sigende meget uhyggeligt. Hvis jeg blev født gammel, må jeg have været gammel i
54 år, denne sommer.
Igennem min opvækst sad jeg mest stille. Jeg så en masse på den måde. Det er mig
komplet ubegribeligt, hvordan mennesker overhovedet kan se noget af interesse, når de bevæger
sig hele tiden. En gang i min tidlige ungdom gav jeg mig til at spille klaver for at lære,
hvordan man i det mindste bevægede fingrene hurtigt, men jeg blev bare svimmel af at kigge
ned på tangenterne.
Voksenlivet springer jeg bare over nu. Indtil jeg fyldte 50 og flyttede hertil, gik tiden med
det samme som i min barndom og ungdom. Jeg så meget på verden og havde andre daglige
gøremål end jeg har nu. Fra jeg var 24 til jeg var 32, havde jeg en hund.
Min egen verden er intenst oplyst af de oplevelsesskatte jeg har fundet gennem årene. Og
som jeg forstår. Deres detaljer holder mig ikke vågen i anspændthed om natten. Tværtimod,
giver de mig en nattesøvn, befriet for byrder og flimrende tanker. Og mine drømme opfylder
altid en dyb trang til en perfektion, jeg aldrig har oplevet i selskab med andre. Som drømmen
her, der kommer til mig hvert år ved denne tid:
Hen imod aften går jeg dagens anden tur. Forbi de samme sommerhuse, toiletter og
grillbaren som altid. Vinden er usædvanligt nådig denne aften. Frisk, men ikke skarp og
slibende. Duften er hen ad ny blæretang, salt og modne græsser. Jeg bemærker det, selvom det
ikke er noget nyt.
Som altid sætter jeg mig i klitterne, på et underlag af stikkende marehalm. Her fylder
jeg lungerne langsomt med vinden og hviler øjnene på rækkerne af sten, der strækker sig ud i
havet.
Det lykkes mig at sidde stille så længe, at min krop værker. Dejligt. Jeg rejser mig igen.
Knæene giver lidt modstand og et piv eller to. Men op kommer jeg da. I ryggens krumme,
opadgående bevægelse, stryger en ru, raslende fornemmelse nedad, inde under tøjet. Hvordan
gør sand det? Anorakken har stramme elastikker og hætten er trukket op. Alligevel trækker
sandkornene nu blide, kildrende bevægelser, spor på huden. Fra halsen og ned i bukserne. Når
jeg kommer hjem, vil der være mere sand under tøjet end udenpå. Og med det små stykker
tang, knuste muslingeskaller og sort fnuller. Hvad det så end er. Helt inderst, hvor fugten får
det til at klæbe til alle revner og sprækker, som naturligt polyfilla. Efter badet vil jeg se fnuller
og sand lægge sig i kølvandet på 2 hydrogen + 1 oxygen, der siver ned i badekarets afløb.