Ord i hovedet

Det gælder derfor om at finde den der, hvor man er. Eller der, hvor den er. Og jeg er villig
til at gå langt for at finde den.
Se nu for eksempel de to store skyer uden for dit vindue. Hvad tror du, de laver?
Kysser, leger, snakker, kigger, lytter? Du vil måske foreslå, at de ligefrem slås.
At de har et udestående. At de kæmper om det samme lille stykke blå territorium ude
foran dit vindue.
Det er dog en alt for dyster tanke. Bliver vi enige om.
Og jeg overtaler dig til at tro på den første.
For lige om lidt så ved jeg, at jeg får lyst til at kysse dig.
Fange dit blik og gribe ud efter din arm, der tilhører en skulder, som tilhører en krop, der
tilhører en kvinde. Som jo er dig, som jo er min. Som er smuk.
Du læner dig kælent og nøgen imod mig. For dit håndklæde, som for lidt siden var en del
af din krop, ligger nu på gulvet foran dine fødder og tilhører en anden del af verden.
Det samme gør vi.
Du står ude i køkkenet og nynner. Og jeg fristes næsten til at spørge dig, om du har
tilberedt en sang.
I øvrigt.
Hvorfor får jeg altid lyst til at elske dig lidt mere, når jeg lige har hørt Chopin?
Eller lægge hovedet på skrå, når du fortæller mig om de lange grønne floder, som du har
set og rørt og badet i. Som er grønnere end grøn.
(Du skal vide, at jeg tror på dig).