Ord i hovedet

Argh! Gid man kunne skrige! Men man ved jo aldrig, hvad der kommer ud i stedet for.
Sikkert noget nuttet.
Min mave rumler gnavent, så jeg overvejer at forlade historien ved vinduet og trippe over
til fadene på anretterbordet. Som jeg har gjort 60.000 gange før. Samme rute. Som alle de
andre har gjort mindst lige så mange gange. Men maven opgiver og lægger sig til at
blunde. I stedet spejder jeg ud over den spredte samling hanner og hunner. I håb om at
finde en man kan forvente sig noget af.
Derovre er der måske en. I midten af lokalet, under den store, friserede lysekrone, står
tante Mynte fra Sverige. Hun ser altid på mig med affekteret væmmelse. Og hun har krop,
så det vil noget . Det kan jeg godt lide.
Der var engang, hvor hun koket slog det store gyldne silkesjal omkring en meget smuk
mand og trak ham ind til sig, mens hun vuggede og smøg sig op af hans ben. Han var ung
og høj. Stærk. Mørkhåret og med lidt fraværende, vandede blå øjne. Han havde så
sandelig hænder, der var fulde af gode ideer! Og Mynte kurrede som en due og svang
formerne.
Hun kan virkelig finde ud af at svinge rumpetten! Som regel så onkel Hans og tante Oda
bliver nødt til at tage hjem. Måske til hviskende, lidenskabelig sex, har jeg tit tænkt.
Selvom jeg hælder mere til teorien om, at det er for at fryse til is i tavshed.
Om 2 minutter er jeg glemt. Huskes måske glimtvis som hende den lidt naive, tidligt
ældede, der ikke rigtigt fik nået at sige noget interessant i sit liv. Men hvordan skal jeg
kunne det? Når barnet snakker, hver gang jeg åbner munden? Fordømt. Det kunne så
endda gå, hvis jeg rent faktisk var lille endnu.
Tæppet lugter af lavendel og støv. Den tynde, glatte hud på undersiden af armene er våd
af sved. De sortklædte unge mennesker udenfor leder efter mig, tror jeg. I virkeligheden.
Men jeg er svær at finde, når jeg sidder her bag ruden. De har en anden slags dis med
sig, kan jeg se. Nærmest en tæt, bølgende tåge. Den er fuld af bevægelse. Og lysglimt,
der springer som små røde, gule, hvide lyn af sted mellem alle dem, der går, og dem, der
ser på. Det ser godt ud.
Så jeg åbner munden. Men i stedet for at sige noget til mor, eller en anden, om at jeg lige
går ud på gaden for at blive lynet på, siger Barnet: “Ih, altså, der er mange” og trækker
let på skuldrene. Ansigtet i ruden smiler lykkeligt. Rystende, tørre hænder vinker en ujævn
hårlok væk fra ansigtet med den der dejlige, indøvede bevægelse. Som om verden bare er
for sød og for underlig på en og samme tid. Møgunge.