Uddannelsesbogen: Når to bliver til én (pdf) - Palliativt Videncenter

andre, der har mistet det samme som en
selv, men netop vekselvirkningen af, at
den ene har mistet et barn, den anden en
forælder og en tredje en ægtefælle, der
giver et dynamisk og livsbekræftende
fællesskab.
Her er det ikke alder eller social position
eller faglige kundskaber, der kvalificerer.
Samtidig har netop spejlingen den
funktion, at man hos de andre måske
tydeligt kan se det, man er blind for hos
sig selv, hvad enten det drejer sig om
forsøg på at holde sorgen på afstand eller
om at være så meget fokuseret på sorgen,
at man ikke har sans for andet.
I sorggruppen er der ingen, der forsøger at
presse en til at være glad eller noget andet,
man ikke er. Der er plads til at være præcis
hvor man er, og det er betingelsen for at
kunne flytte sig. På den måde hjælper
sorggrupper. Ved netop ikke at ville hjælpe,
trøste, flytte. Man er inde ved livets grundvilkår,
der hvor enhver er alene, men man
er samtidig fælles om at være der.
Der bliver grædt meget i sorggrupper, men
der bliver grinet tilsvarende meget!
Naturligt nok kan der derfor også let opstå
en kontakt mellem gruppedeltagerne, som
gør, at de bekymrer sig om hinanden, evt.
kontakter hinanden mellem møderne og
mødes uden om gruppen.
For nogle er sorggrupper en god idé, for
andre er det ikke. Der er ikke noget rigtigt
og ikke noget forkert, men andre omkring
den sørgende har et ansvar for at vise,
hvilke muligheder der er. Ikke mindst for
ældre kan det også være relevant at nævne
det ældrearbejde, der ofte er i kommunalt
og i kirkeligt regi, og som ikke er relateret
til tab og sorg, men alligevel i praksis ofte
vil være et muligt fællesskab med andre,
der også har mistet.
”Sorggruppers store styrke er genkendelse og skæbnefællesskab.”
del 2
103