Uddannelsesbogen: Når to bliver til én (pdf) - Palliativt Videncenter

han var med til at bestemme, hvad hun skulle
have på. Vi talte om, hvorvidt man skulle have
sko på, når man skal i himlen. Min mor frøs
altid sådan, så vi blev enige om, at varme
sokker nok var bedst. Hun fik også sin taske
med og breve og tegninger fra børnene, et spejl
og sit eget sengetøj og hovedpude. Jeg vidste
nøjagtig, hvordan hun så ud, og derfor havde
jeg det godt, da hun blev begravet.”
”Jeg havde faktisk lovet min far at gøre det
samme ved ham, og jeg kom også ud og så
ham på hospitalet. En sød sygeplejerske tog
imod mig og forberedte mig på, hvordan han
så ud. Hun sagde også, at jeg bare skulle
skælde ud eller græde – gøre hvad jeg havde
lyst til. Hans hals var ikke dækket, den havde
røde og sorte mærker, men ellers var han ikke
misfarvet i ansigtet.”
Derefter gjorde Anne-Lene noget, som hun
selv opfattede som mærkeligt: ”Jeg tog
tæppet af ham, fordi jeg ville se, hvordan han
havde forberedt sig, hvad han havde taget på,
hvilket tøj havde han valgt. Så sad jeg længe
og holdt ham i hånden, sådan som jeg havde
lovet, skældte ham ud og fortalte ham, at det
kunne han ikke være bekendt. Mine tanker
var: Du kunne ikke vente ... Jeg følte, han
forlod mig. Det sagde jeg til ham, og jeg sagde
også: Far, jeg kan ikke gøre dig i stand, som
jeg har lovet, det må du undskylde, men det er
din egen skyld. Jeg kunne ikke med det mærke
på hans hals. Derfor blev det bedemanden,
som kom og gav ham en ny pyjamas på.”
DEN MATTEREDE RUDE
”Da min mor døde året før, kunne alle jo forholde
sig til det, fordi det var ved naturlig død.
Men ved min fars død var det, som om jeg fik
pest.”
”I lang tid havde jeg følelsen af, at jeg kun
lige hængte ved livet med neglene. Som om jeg
så alting gennem en matteret rude. Jeg græd
meget, der skulle ingen ting til, og jeg talte om
det, der var sket til alle, der gad høre på det,
især det faktum, at jeg havde overhørt hans
signaler.”
”Børnene sagde, at jeg ikke måtte bebrejde mig
selv noget, men det påvirkede os alle stærkt,
måske også fordi vi havde flere dødsfald i
samme periode. Især min yngste datter blev
forandret af det. Hun begyndte pludselig at
blive bange for, hvad der kunne ske mig, og
hun blev meget beskyttende. For eksempel ville
hun vide, når jeg var hjemme fra arbejde, hun
bad mig om ikke at køre bil og lignende.”
Datterens reaktion forskrækkede Anne-
Lene, og gennem egen læge kom hun i
kontakt med en psykolog.
”Jeg måtte vise min datter, at jeg nok skulle
passe på mig selv og klare den her situation.
Og først da hun kunne se, at det kunne jeg,
blev hun atter en normal teenager. Hold op,
hvor blev jeg lettet, da hun igen begyndte at
smække med døren.”
del 1
45
”I lang tid havde jeg
følelsen af, at jeg kun lige
hængte ved livet med
neglene.”